VEJLE: Omkring kl. 20.20 blev der meldt brand i et skur på Æblehaven i det sydvestlige Vejle.
Branden i selve skuret blev forholdsvis hurtigt slukket, men branden havde spredt sig til udhænget og derfra fået fat i en bunke affald bag skuret. Flammerne stod højt og en kraftig sort røg drev ud over området.
Affaldet bestod blandt andet af elektronikskrot og gamle hårde hvidevarer, hvilket fik branden til at udvikle sig voldsomt. Som følge heraf blev røgdykkere sendt ind i området for at få kontrol over flammerne.
Klokken 21.09 kunne indsatslederen bekræfte, at branden var under kontrol, og at efterslukningen var i gang.
Sydøstjyllands Politi har meldt ud, at ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.
















