Fredag middag kort efter kl. 11:30 rykkede Lejre Brandvæsen station Kirke Hyllinge, Frederiksborg Brand og Redning station Skibby, redning og politiet ud til melding om et færdselsuheld på Holtensmindevej nær Kirke Hyllinge.
Det viste sig at være et voldsomt solouheld, hvor en personbil var kørt galt.
Bilen var endt på siden, efter at have været rullet rundt to gange, da den var kørt af vejen og ramt nogle sten.
To personer var i bilen, og de blev begge tilset i ambulancerne på stedet, men slap med mindre skræmmer og en forskrækkelse.
Vejen var spærret under arbejdet på stedet, og blev genåbnet kort efter kl. 13:15.
















