KØBENHAVN:
Der har været en stor naturbrand på Amager Fælled.
Det brændte område er stort – og sort.
Ekstra Bladet skriver bl.a.:
-Der er tale om en markbrand på størrelse med en fodboldbane (en fodboldbane er cirka 7.000 kvadratmeter, red.). Der er ingen melding om tilskadekomne, og umiddelbart er der ingen fare på færde, siger vagthavende operationschef ved Hovedstadens Beredskab, Frederik Ryber, til Ekstra Bladet.
Brandvæsen og politi var talstærkt til stede – i mange køretøjer – på og ved fælleden sidst på eftermiddagen og først på aftenen. Og brandvæsenet er fortsat til stede med et par køretøjer omkring kl. 19:30.
Det er midt i fælleden, at det har brændt.
Kl. 17:57 skrev Københavns Politi dette på X:
-Vi er fremme sammen med @HBeredskab ved Vejlands Allé på Amager, hvor der er en naturbrand. Redningspersonalet arbejder på stedet, og bliver man generet af røgudviklingen, opfordrer vi til, at man søger ind og lukker døre og vinduer.
Kl. 18:26 skrev Hovedstadens Beredskab dette på X:
-Opdatering #Amagerfælled: Vi vurderer nu branden værende under kontrol. Der vil fortsat være brandkøretøjer i området for at sikre at det ikke sker genopblusning. Umiddelbart ingen melding om tilskadekomst ifm. branden.
Og kl. 18:44 skrev politiet dette:
-Branden er nu slukket, dog er vi fortsat på stedet sammen med @HBeredskab, da der fortsat pågår efterslukning.















