Politiet advarer: Farligt stof fundet efter to dødsfald i Fredericia


FREDERICIA: Efter fundet af to døde personer på en kommunal institution i Fredericia torsdag formiddag, advarer Sydøstjyllands Politi nu om et potentielt livsfarligt narkotisk stof, der kan være i omløb.

LÆS ARTIKEL HER /

To unge mænd fundet døde på et bosted i Fredericia

Ifølge en pressemeddelelse fra politiet blev der på stedet fundet narkotika i form af såkaldte “frimærker”, som indeholder et stof, der mistænkes for at være et stærkt opioid i fentanylklassen. Stoffet betegnes som særligt farligt og kan være årsag til de to dødsfald.

De to afdøde, mænd på 24 og 26 år, blev fundet i en lejlighed på Nova Støttecenter på Jupitervej i Fredericia. Fredag eftermiddag oplyser politiet, at dødsårsagen endnu ikke er fastslået, men fundet af narkotiske frimærker har skærpet opmærksomheden.

– Vi kan ikke udelukke, at der er et meget farligt stof i omløb i narkomiljøet, udtaler vicepolitiinspektør Torben Simonsen i pressemeddelelsen og opfordrer samtidig borgere til at kontakte politiet, hvis de har informationer om stoffet eller frimærkerne.

Politiet retter særligt advarslen mod personer i misbrugsmiljøet, hvor risikoen for kontakt med stoffet vurderes at være størst.

Både ansatte og beboere på institutionen er blevet tilbudt krisehjælp. Fredericia Kommunes socialchef har tidligere kaldt hændelsen “dybt tragisk”.