Arkivfoto
FREDERIKSBERG:
En 35-årig mand er blevet dømt for datatyveri fra Skatteforvaltningen.
Københavns Politi har kl. 12:58 udsendt en pressemeddelelse, med dette indhold, herom:
-En tidligere ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er idømt ambulant behandlingsdom for at skaffe sig uberettiget adgang til data fra offentlige myndigheder og it-virksomheden Netcompany.
En 35-årige mand er fredag i Retten på Frederiksberg kendt skyldig i, at han i november 2023 misbrugte sine loginoplysninger som ansat i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen til at logge ind på en af styrelsens servere. Herfra downloadede han forretningskritisk data (såkaldt kildekode) og kodeord til en række systemer i Skatteministeriet.
Han er desuden dømt for i december 2023 på ny at logge på Udviklings- og Forenklingsstyrelsens server og tilegne sig loginoplysninger til en server hos virksomheden Netcompany, der blandt andet leverer it-løsninger til offentlige myndigheder. Herefter skaffede han sig adgang til en server hos Netcompany, hvorfra han downloadede yderligere data.
Den 35-årige blev også kendt skyldig i at have lagt Netcompanys oplysninger ud i fildelingstjenester på internettet i januar og februar 2024. Han blev anholdt den 26. februar sidste år og har siddet varetægtsfængslet til den 4. september.
Byretten frikendte manden for at have videregivet materiale fra skattemyndighederne og også for i den forbindelse at have brudt sin tavshedspligt.
”Der er tale om en alvorlig sag, og Byretten har vurderet, at videregivelsen af Skatteministeriets oplysninger ikke var strafbar. Den vurdering må Anklagemyndigheden overveje, om den skal prøves ved landsretten,” siger specialanklager Anders Larsson.
Den 35-årige mand modtog dommen, der er en ambulant behandlingsdom og altså dermed en mindre indgribende sanktion end den behandlingsdom, som Anklagemyndigheden havde lagt op til. Ved en ambulant behandlingsdom kan der ikke ske tvangsmæssig indlæggelse, som der kan ved en behandlingsdom.
(Arkivfotos og -video, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på Frederiksberg, den 27. februar 2024.)