Villa overtændt: Brændt ned til grunden


En 75-årig mand slap uskadt, da hans villa på Gormsvej i Frederiksværk nedbrændte sent onsdag aften omkring kl. 22.40.

Det er ikke helt klarlagt om husejeren var tilstede i huset, da branden brød ud.

En stor styrke af brandfolk rykkede ud til stedet, hvor hele taget var overtændt og store dele af den indvendige konstruktion var begyndt at styrte ned i stuen.

Beboerne i de nærmeste huse blev ringet op fra Alarmcentralen, og bedt om at forlade deres huse da der grundet vinden var risiko for spredning af ilden – det skete heldigvis ikke.

Den 75-årige beboer skal ikke være kommet noget til, og der er ingen oplysninger om nogen personskade på stedet.

Udover brandmandskab fra Frederiksborg Brand & Redning's stationer i Frederiksværk og Hundested, mødte Gribskov Beredskab op med to tankvogne til assistance.