2 personer tilses af ambulancepersonalet – 2 katte redde ud efter mindre brand i villa


To personer blev tilset af ambulancepersonalet ved en mindre villabrand på hjørnet af Tværvej og Bagsværd Hovedgade i Bagsværd. Alarmen til beredskabet og politiet indløb kl. 14:08, og da de første brandfolk ankom til adressen, var beboerne allerede kommet ud.

Det viste sig, at nogle gløder fra en brændeovn var faldet ud på et gulvtæppe og havde antændt det. Da branden hurtigt blev slukket, kunne brandfolkene koncentrere sig om at lufte villaen ud.

To katte måtte også hjælpes ud, da de befandt sig inde i villaen. Kattene var uskadte.