Natten til lørdag udbrød der brand i et pizzeria ved Brøndby Strand Centrum i Brøndby. Meldingen om branden indløb kl. 03:09 til Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi. Da brandfolkene fra Hovedstadens Beredskab ankom, var der allerede godt gang i flammerne. Brandfolkene gik hurtigt i gang med at slukke branden.
Det viste sig også, at røgen havde spredt sig til flere omkringliggende butikker, som brandfolkene også måtte håndtere. Skadeservice blev tilkaldt for at hjælpe med at afdække og håndtere situationen på stedet.
Lørdag morgen kunne Københavns Vestegns Politi meddele, at de havde anholdt en person, og de efterforsker nu den voldsomme brand i pizzeriaet.
Ingen personer kom noget til under branden.