KØBENHAVN:
—–
Opdatering, lørdag den 5. oktober 2024:
Københavns Politi på X kl. 14:18:
-De to svenske statsborgere som blev sigtet for eksplosionerne i Hellerup tidligere på ugen, er her til morgen nu også sigtet for overtrædelse af straffelovens §114, idet der er fundet grundlag for dette.
-Efterforskningen af sagen fortsætter i tæt samarbejde med PET.
—–
Den 3. oktober 2024:
Kl. 13:24 skriver Københavns Politis anklagere dette på X:
-Grundlovsforhøret er slut, og de to unge mænd er blevet varetægtsfængslet i 27 dage.
—–
Opdatering:
I TV 2s liveblog fra grundlovsforhøret, skriver TV 2 bl.a. følgende:
-De to unge mænd er sigtet for i tiden op til klokken omkring 3.20 onsdag morgen i forening eller efter forudgående aftale med en eller flere medgerningsmænd under særlig skærpede omstændigheder på offentligt tilgængeligt sted at have fragtet fem håndgranater med tilhørende sprængningsanordninger til hjørnet af Strandagervej og Lundevangsvej, hvilket på grund af deres særdeles farlige karakter udsatte andre for fare.
To af håndgranaterne blev kastet og bragt til sprængning på en tagterrasse tilhørende huset – det fremgår ikke af sigtelsen, hvad der skete med de øvrige tre håndgranater.
-Retten afsiger kendelse om dørlukning, og presse og tilhørere forlader retslokalet.
—–
To svenskere skal nu i grundlovsforhør efter gårsdagens eksplosioner ved Israels ambassade.
Københavns Politi har torsdag morgen udsendt en pressemeddelse med denne tekst:
-To af de personer, Københavns Politi onsdag anholdt i forbindelse med to eksplosioner nær den israelske ambassade, bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør. En tredje person, der også blev anholdt i går, er blevet løsladt.
På baggrund af en omfattende efterforskning af de to eksplosioner, der natten til onsdag fandt sted i nærheden af Israels ambassade i Hellerup, anholdt Københavns Politi i går tre unge mænd.
Kort efter hændelsen blev en 19-årig mand anholdt i nærheden af gerningsstedet – han er efterfølgende blevet løsladt. Kort før kl. 12 blev en 16-årig dreng og en 19-årig mand anholdt i et tog på Københavns Hovedbanegård. De er begge svenske statsborgere og vil i dag kl. cirka 11 blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret. De er sigtet for at være i besiddelse af håndgranater og for at have bragt dem til sprængning.
-Det er en alvorlig sag, og vi er fortsat i gang med efterforskningen af den. Det er endnu for tidligt for os at udtale os nærmere om et muligt motiv i sagen, men det indgår selvfølgelig i vores arbejde at få klarlagt, om målet var den israelske ambassade, siger vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi.
Af hensyn til den videre efterforskning af sagen vil anklagemyndigheden begære lukkede døre ved dagens grundlovsforhør. Derfor har Københavns Politi for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen.
—–
Billedet er fra i går, og er af en af de to anholdte svenskere på Københavns Hovedbanegård omkring kl. 12:30 – det er den 19-årige anholdte der er på billedet (slørede øjne).