KØBENHAVN:
Politiet er fortsat fremme på Kulbanevej i Vigerslev i Valby kl. 14:11 søndag eftermiddag – et halvt døgn efter politiet modtog anmeldelsen.
Københavns Politi skrev dette på X kl. 14:00:
-Som følge af nattens knivstikkeri ved Kulbanevej er den person, som blev stukket med kniv, afgået ved døden på grund af sine skader. Der er tale om en 17-årig dansk dreng. De pårørende er underrettet. Der er pt. ikke anholdt nogen mistænkte i sagen.
-Vi efterforsker fortsat sagen massivt, og vi er stadig tilstede omkring gerningsstedet, hvorfor der vil være afspærringer et stykke tid endnu. Vi kan lige nu hverken be- eller afkræfte, om sagen er banderelateret, men det indgår som en del af efterforskningen.
-For at genskabe trygheden for borgerne i området er vi også tilstede med nærpoliti i eftermiddag, ligesom vi meget gerne hører fra vidner, som har set eller filmet noget til brug for sagen. Vi kan kontaktes på 1-1-4.
—–
Opdatering, tirsdag formiddag:
Københavns Politi på X kl. 08:56:
-I drabssagen fra Valby har vi anholdt fem personer i alderen 18-26 år. De bliver fremstillet i Dommervagten i Københavns Byret kl. 11.30 sigtet for drabet, der fandt sted natten til søndag.
-De fem personer blev anholdt i går og blev i morges fremstillet i grundlovsforhør, hvor deres anholdelser blev opretholdt.
Ved grundlovsforhøret kl. 11.30 vil der blive begæret lukkede døre, og vi har derfor pt. ikke yderligere oplysninger.
Kl. 09:01:
-Nærpolitiet vil i løbet af dagen være til stede med tryghedsskabende patruljer i området ved Kulbanevej. Man er velkommen til at tage kontakt, hvis man har spørgsmål eller er bekymret. Man kan finde det direkte nummer til sin lokale nærbetjent på dinbetjent.dk.