Arkivfoto
DANMARK:
Hjulmand er færdig som landstræner.
DBU har udsendt en pressemeddelelse med bl.a. denne tekst:
-Det danske Herrelandshold skal have ny landstræner.
Efter EM i Tyskland har Kasper Hjulmand og fodbolddirektør i DBU Peter Møller evalueret slutrunden og kvalifikationen op til og haft flere snakke om fremtiden.
Kasper Hjulmand er i denne evaluering nået frem til den konklusion, at holdet har brug for ny energi.
Derfor har Kasper Hjulmand og Peter Møller i fællesskab vurderet, at det er tid til et skifte, og at der skal en ny landstræner til.
Kasper Hjulmand udtaler:
-Det har været en utrolig ære og privelegie at få lov til at være træner for vores alle sammens landshold igennem fire år. Jeg har givet alt, hvad jeg havde, for at opnå succes og for at få folket til at samle sig om holdet. Det at repræsentere sit land er det absolut største, jeg kan forestille mig, og jeg vil se tilbage på en fantastisk tid med stor opbakning til vores drøm. Når jeg ser to år frem mod VM, kan jeg mærke, at det vil være bedst for holdet, at der kommer et nyt ansigt og nye idéer til, som kan skrive et nyt stort kapitel for dette fantastiske hold, og derfor er det bedst, at en anden fører holdet videre. Det handler ikke om mig. Det handler om, hvad der er bedst for holdet, siger Kasper Hjulmand.
(Arkivfoto, Hjulmand foran Tivoli, den 10. juni 2024.)