ARKIV: Tre dræbt på stedet i frontalt sammenstød


HILLERØD: Ulykken skete få hundrede meter nord for Brødeskovvej, og på en strækning hvor vejbanen var indsnævret og hastigheden nedsat til 80 km/t.

**OPDATERING: Den 33-årige mand i den hvide BMW kørte 200 km/t, speedometret fastlåste sig på den vanvittige hastighed i kollisionen, oplyser kilder til Local Eyes.

Han kørte om kap med en 24-årig mand, da ulykken skete lørdag morgen kl.06.13 – og dræbte et forældrepar og kvæstede deres to børn.

Den 24-årige er anholdt og sigtet for kapkørsel, vanvidskørsel, og at flygte fra trafikuheld uden at hjælpe.**

Hvad der helt præcist skete og hvad der udløste ulykken er noget som politiets teknikere og en bilinspektør arbejder med at fastslå, men ud fra sporene på stedet er det tydeligt at en af bilerne er kommet over i den modkørende vejbane, kollideret med flere vejskilte med en uhyggeligt høj fart og så kollideret med en modkørende bil.

Kilder oplyser at speedometret på den hvide BMW lå fastlåst på 200 km/t ved de tekniske undersøgelser. Den information er dog ikke bekræftet af politiet.

Den lille familiebil blev ved kollisionen med den langt tungere bil kastet op over autoværnet og ud i noget bevoksning lange motortrafikvejen, mens den hvide BMW endte stående på tværs af kørebanen.

De to voksne på forsæderne i den lille Hyundai blev dræbt på stedet, og den 33-årige mand bag rattet på BMW’en blev også dræbt på stedet.

Mirakuløst er der to børn, ifølge Nordsjællands Politi begge i skole-alderen, fra bagsædet af den lille bil som overlevede ulykken. De er tilskadekomne, men politiet har ikke fået nogen information om at de to børn skulle være i livsfare.

De to børn blev begge bragt til RH Traume med henholdsvis en helikopter og ambulance med politieskorte, og modtager her den nødvendige behandling af deres skader.

Ligene af de tre dræbte forblev i bilerne indtil politiets teknikere og en bilinspektør havde færdiggjort deres tekniske undersøgelser af uheldsstedet. Først blev liget af den 33-årige mand frigjort fra den hvide personbil, og bilen herefter løftet op på ladet af en kranvogn.

Den lille familiebil blev herefter løftet ud fra bevoksningen, og placeret bag redningsmandskabets hvide skærm, hvor det dræbte forældrepar også blev klippet ud af deres bil.

Alle implicerede i denne tragiske ulykke er alle fra Hillerød-området, og de pårørende er underrettet, det oplyser Nordsjællands Politi

Omkring kl. 11.30 blev vejen genåbnet, da oprydningsarbejdet var overstået på strækningen.