Ni ud af ti modtog test-advarsel via S!RENEN


Arkivfoto

DANMARK:
89 % af befolkningen modtog advarslen via S!RENEN på deres mobiltelefon under testen første onsdag i maj. Det viser en repræsentativ undersøgelse, Megafon har udført for Beredskabsstyrelsen, skriver Beredskabsstyrelsen i en pressemeddelelse torsdag.

Beredskabsstyrelsen fortsætter pressemeddelelsen således:
– Hvert år den første onsdag i maj tester Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen varslingssirenerne og S!RENEN, der kan advare dig på mobiltelefonen. I år blev S!RENEN testet for anden gang.

Sidste år modtog 64 % af befolkningen test-advarslen første onsdag i maj. Det tal er i år steget til 89 %. Det viser en repræsentativ undersøgelse, som Megafon har udført for Beredskabsstyrelsen.

De primære årsager til stigningen vurderes at være udrulning af styresystemer på befolkningens mobiltelefoner og udfasning af 3G. Det svarer til det billede, der ses i øvrige lande med tilsvarende systemer, og flugter med Beredskabsstyrelsens formodning om hovedårsagerne til, at en større gruppe ikke modtog testadvarslen i 2023.

(Arkivfoto og video, S!RENEN på Strøget i København den første onsdag i maj 2023, kl. 12:00.)