Arkivfoto
KØBENHAVN:
Der er faldet dom i Dragør Fort-drabssagen – også kendt som drabet på René, der skete den 22. januar 2023.
Københavns Politi skriver følgende i en pressemeddelelse kl. 16:07:
– Københavns Byret har idømt to 29-årige mænd hver 13 års fængsel for at have dræbt en 54-årig mand ved Dragør Fort den 22. januar 2023. Yderligere tre mænd er dømt for at have bestilt overfaldet, som endte i drab.
Den 22. januar 2023 omkring klokken 18.30 ankom den 54-årige mand til parkeringspladsen foran Dragør Fort. Her blev han ifølge dommen overfaldet af de to 29-årige mænd, som stak ham syv gange med en kniv, tildelte ham mindst 11 slag med en hammer og slog og sparkede ham talrige gange.
Offeret døde på stedet af sine skader, og de to gerningsmænd flygtede efterfølgende fra stedet, men blev anholdt i dagene efter drabet.
De to 29-årige mænd har nægtet sig skyldige i drab, men på baggrund af overvågningsbilleder, tekniske beviser og vidneudsagn har retten tilsidesat deres forklaringer og fundet dem skyldige.
”De to drabsdømte havde erkendt medvirken til henholdsvis grov vold og grov vold under særdeles skærpende omstændigheder, og begge hævdede, at det blot var meningen, at den 54-årige skulle have en lærestreg i form af et overfald – men retten har fundet, at overfaldet var så voldsomt, at gerningsmændene må have vidst, at han ville dø af sine skader,” siger anklager Alexander Scheel.
Det står klart, at overfaldet bunder i en strid mellem drabsofferet og en af de øvrige dømte, en 57-årig mand. Retten har fundet det bevist, at han søgte hjælp hos to mænd på 51 år, hvoraf den ene er bandemedlem, og bad dem finde nogen, der kunne overfalde den 54-årige mand.
Det 51-årige bandemedlem tog derefter kontakt til de to 29-årige, som er medlem af samme bandegruppering.
Ud over de to drabsdømte blev den 57-årige og den ene af de 51-årige idømt to års fængsel, mens det 51-årige bandemedlem fik et års fængsel for medvirken til grov vold ved at have bestilt overfaldet og for at have planlagt det i detaljer. Den 57-årige mand og en af de 51-årige mænd er desuden dømt for æreskrænkelse ved i slutningen af november at have trykt mere end 70 plakater med krænkende og usandt indhold om den 54-årige, hvorefter plakaterne blev hængt op i Dragør.
Alle fem udbad sig betænkningstid i forhold til eventuel anke.
(Arkivfoto, gerningsstedet på Dragør Fort, den 8. februar 2023.)