Fire kvæstet i solouheld i Nordsjælland


BLISTRUP: Søndag aften omkring kl. 21.10 forulykkede en lille Mazda 3 personbil med voldsom kraft på Kirkevej i Blistrup efter påkørsel af en parkeret varevogn.

Fire personer i bilen blev alle skadet i større og mindre grad.

Den lille personbil var kommet kørende i høj fart fra rundkørslen Helsingevej – Kirkevej og ud ad Kirkevej, ind til forgængerfeltet hvor chikanen fik bilen til at gå i slinger.

Få meter efter rammer den lille Mazda venstre baghjørne på en parkeret varebil – og herfra gik det galt.

Personbilen røg over i modsatte vejbane, op over fortovet og ind gennem et større hvidt hegn og en kraftig hæk.

Turen sluttede med en voldsom kollision med et brændeskur, og der blev slået alarm til 1-1-2 om ulykken.

Der var ialt fire personer i bilen, alle mænd fra øst-Europa, og de kom alle til skade med sår og skrammer ved ulykken. De fremstod alle markant berusede på uheldsstedet.

En forsæde passager pådrog sig mere alvorlige skader, herunder knoglebrud og en læsion i hovedet – dog ikke noget livstruende hvilket gjorde at den tilkaldte lægehelikopter kunne returnere uden nogen patient ombord.

Den tilskadekomne person blev med ambulance sendt til hospitalet i Hillerød til behandling, mens de øvrige på stedet angiveligt kunne nøjes med at blive tilset i ambulancen og lidt plastre.

Om der blev foretaget anholdelser på stedet er endnu lidt uklart, men der er ingen tvivl om at den lille Mazda 3 næppe kommer ud at køre igen efter det voldsomme uheld.