DOM: Fængselsdomme til tre unge mænd i sag om voldeligt opgør i Herning.
Tre mænd blev tirsdag idømt lange fængselsstraffe i sag om grov vold og forsøg på manddrab.
Tre mænd fik i dag fængselsstraffe ved retten i Herning i en sag om et voldeligt opgør i og uden for en kiosk i det centrale Herning den 20. marts 2024.
"Det er en alvorlig sag om grov vold og drabsforsøg, der skal resultere i hårde straffe, og det er jeg tilfreds med, at retten også kommer frem til", siger specialanklager Christian Skov Poulsen fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.
De tre blev kendt skyldige ved et retsmøde torsdag den 12. december, hvor en fjerde tiltalt – en 20-årig mand – blev frifundet i sagen.
De to mænd på dengang 20 og 21 år gik klokken cirka 18.00 den 20. marts 2024 ind i kiosken i det centrale Herning med formålet at overfalde de to andre mænd, som i forvejen opholdt sig inde i kiosken. Med sig havde de to opsøgende mænd en isoleringskniv, en økse og desuden en skarpladt pistol.
Inde i kiosken satte de to mænd på dengang 19 og 20 år sig til modværge med en fyldt glasflaske og en kniv. Efter tumult i kiosken flygtede de to opsøgende mænd ud af kiosken igen.
Under flugten tabte den ene mand den skarpladte pistol, som blev samlet op af den dengang 19-årige forfølgende mand. Uden for kiosken skød han mod den 20-årige mand, som under flugten var faldet på fortovet. Den 20-årige blev ramt af skud i brystet og i hovedet.
I retten i Herning blev den 20-årige idømt 12 års ubetinget fængsel for forsøg på manddrab samt våbenbesiddelse.
To mænd på 21 og 22 år blev idømt henholdsvis 4 års ubetinget fængsel og 5 år og seks måneder ubetinget fængsel for legemsangreb af særlig rå og brutal karakter og våbenbesiddelse.
Den 21-årige blev desuden udvist af landet i 12 år.
(ARKIV)
Midt- og Vestjyllands Politi efterforsker fortsat et skyderi i Herning, hvor en 22-årig mand onsdag blev ramt af skud.
Politiet efterforsker drabsforsøget som et internt opgør
En 22-årig mand fra Herning blev onsdag aften ramt af skud i det centrale Herning. Mandens tilstand er stabil, men fortsat kritisk.
"Det er vores formodning, at der er tale om et internt opgør mellem fire personer. Vi har ikke at gøre med et tilfældigt overfald", siger Hans Roost politiinspektør og leder af Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Skyderiet foregik lidt efter klokken 18 foran superkiosken på Gl. Landevej i Herning.
Videoovervågningen fra stedet viser, de fire personers opgør inde i superkiosken og umiddelbart udenfor.
"Det er vores opfattelse, at de fire personer opsøger hinanden med det formål at have et opgør. At opgøret er foregået i Superkiosken på Gl. Landevej, mener vi er tilfældigt", siger lederen af Efterforskning ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Midt- og Vestjyllands Politi har siden været til stede på og omkring Gl. Landevej i det centrale Herning, hvor efterforskerne blandt andet har arbejdet på gerningsstedsundersøgelse med hundepatruljer og kriminalteknikere.
Den 22-årige mand, der i øjeblikket er indlagt på hospitalet, vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør in absentia, hvor han er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med opgøret.
Undersøgelser og efterforskning i Herning fortsætter i dag.
"Efterforskningen er naturligvis centreret om at identificere og anholde de resterende tre personer. Det er vi godt i gang med. Vi opfordrer de tre personer til selv at melde sig til politiet i en fart", siger politiinspektør Hans Roost.
Midt- og Vestjyllands Politi beder fortsat vidner, som kan have set noget, ringe 114.