Arkivfoto
KØBENHAVN:
Straffesagen med hele 20 Comanches-rockere på tiltalebænken i samme retssal startede i dag i Københavns Byret.
Ritzau skriver bl.a. følgende om sagen mandag:
– 20 mænd fra rockergruppen Comanches er tiltalt for i april sidste år at have begået brutal vold mod en medarbejder i hashboden Bedst og Billigst, som ifølge politiet styres af Hells Angels.
En enkelt vil tilstå delvist, kommer det frem mandag formiddag. Med sine 21 år er han den yngste blandt de tiltalte.
Han erkender at have slået offeret med en totenschlæger. Men det skete ikke efter aftale med andre, oplyser hans forsvarer.
Alle andre nægter sig skyldige. Et par erkender dog at have været i området på gerningstidspunktet, skriver Ritzau.
Overfaldet fandt sted den 28. april 2023.
Politiet var hurtigt talstærkt til stede på og ved Christiania kort efter overfaldet.
En anholdt i DNA-dragt blev hurtigt ført ud på Refshalevej ved Christiania. Og politihunde søgte i området.
Der var tale om et alvorligt gruppeoverfald imod en forurettet mand. Manden blev – ifølge en privatvideo af overfaldet, som har været offentliggjort og som Local Eyes har set – alvorligt overfaldet med slag, spark, slagvåben og kniv.
De 20 personer med relation til Comanches – tidligere Saturdarah – er varetægtsfængslet i sagen.
(Arkivfotos og arkivvideo. Politi, politihunde og en anholdt i DNA-dragt, Refshalevej i København, den 28. april 2023, fra kort efter overfald i Pusher Street.)