Søren Pape er død


Arkivfoto

KØBENHAVN:
Søren Pape er i dag død efter en blødning i hjernen.

Søren Vandsø, generalsekretær, Det Konservative Folkeparti skriver bl.a. følgende på Konservative.dk:
– Det er med sorg, at jeg må skrive til jer, at vores formand Søren Pape Poulsen, i dag kl. 13:13 er afgået ved døden.
Søren blev i går under vores hovedbestyrelsesmøde i Vejen ramt af en blødning i hjernen. Han blev kørt til Odense Universitetshospital, men hans liv stod ikke til at redde.

Mange politikere skriver kondolencer på X.

Mai Mercado (MF, Kons.) har skrevet denne kondolence på X:
– Søren er død. Det føles fuldkommen uvirkeligt for mig at skrive de ord.
En god ven og kollega er gået bort. I 10 år har vi kæmpet sammen for konservativ politik. Side om side, og nu er du her pludselig ikke mere. Brat revet bort. I går talte vi sammen. I dag er du væk. Ord kan ikke beskrive det tab. Ord kan ikke beskrive det tomrum.
Vi har været på ferie sammen, i sommerhus og haft et utal af hyggestunder. Og nu er det pludselig slut.
Hver gang jeg mindes dig, så overvældes jeg totalt. Af sorg over ikke at skulle se dig igen, høre dit grin og underfundige humor. Hvil i fred Søren.

—–

Søren Pape Poulsen blev 52 år.

(Arkivfoto, 30. oktober 2022, Søren Pape foran DR Byen.)