Politiet ransager Ladegårdsparken i Holbæk for våben og narko


Ved hjælp af et større antal politihunde er politiet i øjeblikket ved at afsøge Ladegårsparken.

Aktionen har været planlagt i et stykke tid.

Midt- og Vestsjællands Politi er torsdag talstærkt tilstede i området omkring Ladegårdsparken i Holbæk. Med et større antal politihunde bliver grønne områder og fællesarealer i bebyggelsen grundigt afsøgt for våben og narko.

"Der er tale om en aktion, som vi har haft planlagt igennem nogen tid. Indførelsen af visitationszonen efter drabsforsøget i sidste uge har kun aktualiseret vores gennemgang af området yderligere", siger politikommissær Michael Andreassen.

Det var tirsdag aften, at en 23-årig mand blev skudt i ryggen, mens han opholdt sig i sin lejlighed i Apotekerhaven i Holbæk.

Manden overlevede, og politiets efterforskning har siden ført til, at to mistænkte er blevet varetægtsfængslet.

For at forhindre yderligere voldelige sammenstød i området, er der i store dele af Holbæk indført visitationszone.

"Vi ved, at de kriminelle grupperinger ofte gemmer våben på offentlige steder, så de nemt kan komme til dem, hvis der skulle ske en eskalering af konflikten. For at fjerne flest mulig våben og gerne også finde nogle af deres narkodepoter, så gennemgår vi torsdag området grundigt ved hjælp af politihunde", siger Michael Andreassen.

Han tilføjer, at politiet gerne modtager henvendelser fra borgere, der har bemærket mistænkelig trafik på bestemte steder, som de synes, at politiet bør undersøge nærmere.