35-årig får forvaring for kniv-drabet ved Syd-Vest Bodega i Sydhavnen


Arkivfoto og arkivvideo

KØBENHAVN:
35-årige Phillip Denié Dahl Petersen er i dag kendt skyldig i drab ved Syd-Vest Bodega.

Retten på Frederiksberg kender Phillip Denié Dahl Petersen skyldig i drab og drabsforsøg udenfor Syd-Vest Bodega i Sydhavnen i København. Det skriver Ekstra Bladet, som er til stede i retten.
Retten har samtidig fundet, at en 37-årig mand, som stak ud efter den nu skyldige 35-årige mand, handlede i nødværge. Han er derfor blevet frikendt for vold.

Der udmåles straf på et senere tidspunkt.

Drabet og drabsforsøget fandt sted i Peter Sabroes Gade i Sydhavnen den 8. juni 2022.

Kl. 14:20 udsendte Københavns Politi en pressemeddelelse om sagen med denne tekst:
– I Retten på Frederiksberg blev en 35-årig mand i dag idømt forvaring for den 8. juni 2022 med kniv at have dræbt en 31-årig mand og forsøgt at dræbe en 37-årig mand.

Drabet og drabsforsøget skete under et voldeligt sammenstød mellem de tre personer ca. kl. 20 om aftenen på Peter Sabroes Gade i Sydhavnen i København.

Efter drabet og drabsforsøget forlod den 35-årige gerningsstedet, men politiets efterforskning førte til anholdelse dagen efter, hvor han blev anholdt i en gade på Christianshavn. Han har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret den 10. juni 2022.

Den 35-årige valgte at anke dommen på stedet.

I sagen var den 37-årige tiltalt for grov vold ved at have stukket den 35-årige drabsmand med en spartel, men retten fandt, at der var tale om nødværge, og den 37-årige blev derfor frifundet. Han blev også frifundet for at have slået den 35-årige i hovedet med flad hånd.

Om forvaring
Forvaring er en tidsubegrænset foranstaltning, som træder i stedet for en almindelig fængselsstraf, når den dømte af retten anses som værende farlig, og hvor retten finder forvaring nødvendig for at forhindre den dømte i at begå ny kriminalitet. Kun personer, der er dømt for personfarlig kriminalitet og seksualforbrydelser, kan idømmes forvaring.

Den 9. juni 2022 lå der blomster på gerningsstedet, og Syd-Vest Bodega var afspærret af politiet, imens politiet havde opstillet en mobil politistation.

(Arkivfoto og arkivvideo, gerningsstedet og Syd-Vest Bodega den 9. juni 2022.)