Mand fastklemt i arbejdsulykke i Gilleleje


Mandag morgen omkring kl. 08.45 blev der slået alarm til 1-1-2 om en alvorlig arbejdsulykke på Østergade. Ifølge alarmopkaldet var en mand fastklemt under en jernplade.

Kort efter alarmopkaldet var sprøjten fra Gribskov Beredskab fremme på stedet, samtidigt med ambulancen.

Det stod hurtigt klart at der skulle flere hænder til opgaven, så det endte med at alt mandskab blev alarmeret og sendt ud til byggepladsen på Østergade.

En kran havde arbejdet på stedet med en anden opgave, da der skete en form for sammenskridning i et støbeområde og derved styrtede en stor jernplade ned over den tilskadekomne. Kranføreren var hurtigt til at bruge sin kran til at hjælpe den fastklemte så godt det lod sig gøre indtil redningsmandskabet nåede frem.

Politiet på stedet understregede at kranbilen havde assisteret i redningsopgaven, men ikke haft noget med selve ulykken at gøre.

Omkring kl. 09.10 var den tilskadekomne mand blevet frigjort, og blev båret ud i ambulancen af redningsmandskabet, og han skal have pådraget sig alvorlige skader.

En lægehelikopter ankom ligeledes til Gilleleje for at hente den tilskadekomne mand, men den endte med at lette igen uden patienten som blev kørt fra stedet i ambulancen og med lægestøtte, formentlig er den tilskadekomne transporteret til Rigshospitalets Traumecenter i København.

Der er tale om en arbejdsulykke, hvorfor politiet og Arbejdstilsynet nu undersøger ulykken.