Mand skudt gennem vindue i sin lejlighed


Politiet er lige nu talstærkt til stede i Apotekerhaven i Holbæk. Én person er blevet kørt fra stedet i ambulance med politieskorte.

Politiet bekræfter at der er tale om en skudepisode, hvor en 23-årig mand er blevet skudt gennem et vindue i sin lejlighed.

”Vi efterforsker sagen som et drabsforsøg. Men det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad motivet kan være, herunder om det er banderelateret. Men vi er tilstede i området med ganske meget politi og kommer til at være det natten igennem”, siger vicepolitiinspektør Søren Danielsen.

”Vi har brug for at høre fra alle, der var i området omkring Apotekerhaven lige før og lige efter skyderiet og som har set noget mistænkeligt. Det være sig personer eller køretøjer. Har man set noget, så ring til os på 114”, siger han videre.

I øjeblikket arbejder både politihunde, efterforskere og kriminalteknikere i området. Politiet ventes først at kunne oplyse yderligere onsdag morgen.