Konflikt: Håndgranat kastet ind i kiosk i København – 19-årig alvorligt tilskadekommen 30. december


KØBENHAVN:
Opdatering, 19. januar:
Københavns Politi har udsendt en pressemeddelse den 19. januar, hvori blandt andet følgende fremgår:
"Det er politiets vurdering, at der fortsat er en konflikt mellem to grupperinger i det københavnske rocker-/bandemiljø. Der har i den seneste tid været flere hændelser i Københavns Politikreds, som efter politiets opfattelse har rod i konflikten.
Det gælder blandt andet, da en håndgranat blev kastet ind i en kiosk på Islevhusvej i Brønshøj den 30. december, hvor en 19-årig mand blev alvorligt såret.".
—–
Opdatering, 2. januar:
Det var ikke fyrværkeri, men en håndgranat, der sent om aftenen 30. december ramte en kiosk på Husum Torv. Det bekræfter Knud Hvass, chef for afdelingen for organiseret kriminalitet overfor Ekstra Bladet den 2. januar.
—–
En 19-årig mand er kommet til skade, efter at der lørdag aften blev smidt fyrværkeri ind i en kiosk i Husum, skriver Ritzau.

Den 19-årige mand er blevet bragt til Akutmodtagelsen på Rigshospitalet.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen til Ritzau.

Den 19-årige befandt sig inde i kiosken, da der blev kastet fyrværkeri ind fra gaden, skriver Ritzau desuden.

Først på natten til den 31. december var CE (Central Efterforskningsleder), indsatsleder politi og efterforskere til stede foran og inde i kiosken Husum Torv Kiosk & Spil på Islevhusvej.

Desuden søgte politiet efter spor med hund i området omkring kiosken.

Der var synlige skader inde i kiosken – blandt andet i form af rasering på gulvet. Desuden fremstod en dør inde i kiosken øjensynligt med trykket hængsling. Og en liste på gadedøren var synligt ødelagt.

Politiet var fortsat på stedet kort før kl. 02:00.

Opdatering, formiddag den 31. december:
Politiet oplyser søndag formiddag til Ritzau, at han er alvorligt tilskadekommen.

Det blev anmeldt kl. 23:38, og behandles som en straffesag om at udsætte andre for stor fare.