Julemanden ankom til Korsør og fik tændt juletræet


Søndag eftermiddag ankom Julemanden traditionen tro fra Sprogø til Korsør, hvor han sammen med byens børn fik tændt juletræet og vækket nisserne i tårnet på Fæstningen.

Traditionen tro ankom julemanden søndag eftermiddag fra Sprogø hvor han bor når det ikke er jul, og til kajen i Korsør Havn hvor byens børn og deres forældre stod klar til at tage imod ham.

Til tonerne af julemusik anført af Skælskør Marinegarde, fortsatte julemanden i et optog sammen med de mange fremmødte gennem byen, hvor turen gik forbi det store juletræ på Solens Plads.

Med det sædvanlige besvær, lykkedes det efter at have talt ned nogle gange, at få tændt lyset i det store juletræ på pladsen.

Da træet var blevet tændt, fortsatte optoget frem til Fæstningen, hvor nisserne som bor i det gamle fæstningstårn skulle vækkes.

Med råb og hjælp fra de fremmødte børn, blev nisserne vækket fra deres søvn, så de kunne danse omkring juletræet i Magasinbygningen sammen med de fremmødte børn.

/LocalEyes/