GILLELEJE: En hest faldt omkring kl.18 – 18.30 i Søborg Sø, under en fredsommelig ridetur langs søens mange kanaler.
Uheldet skete da hesten af ukendt årsager blev forskrækket og trådte ud i en af de mange kanaler i marsken langs søen.
Den kvindelige rytter fik i første omgang selv hesten op igen på fast grund, men uheldigvis var hesten nu så forskrækket at den straks satte i flugt og derved løb direkte ned i en anden kanal – hvor den endte med at sidde uhjælpeligt fast.
Gribskov Beredskab blev kl. 19.36 alarmeret om uheldet, og mandskabet satte straks kursen mod stedet, hvor flere civile allerede stod klar til at hjælpe.
Der blev hurtigt lagt stropper om flere af hestens ben, og der skulle samtlige hænder til for at få hesten trukket op på fast grund – men omkring kl. 20.10 var hesten oppe at stå igen efter at være blevet varmet og tørret med en del halm på stedet.
Hesten blev, efter en gåtur for at få lidt varme, kørt hjem til ridestedet i Dragstrup i en hestetransport, hvor den skulle tilses af en dyrlæge.
Umiddelbart skulle hesten dog være sluppet med forskrækkelsen – og oplevelsen.