Iversen er frustreret efter ny speedwaynedtur

    Det begyndte så godt, men det sluttede som noget skidt, da Niels-Kristian Iversen lørdag aften var i aktion i speedwaygrandprixet i Målilla i Sverige.

    Danskeren vandt sit første heat og havde seks point efter sine tre første starter. Men med sidstepladser i de sidste to starter sluttede Niels-Kristian Iversens aften endnu en gang før semifinalerne.

    – Det startede okay. Det var bare noget lort. Det sker ikke rigtig lige nu, jeg synes, det er op ad bakke, siger han.

    Niels-Kristian Iversen nåede frem til semifinalerne i sæsonens to første VM-grandprixer, men efter lørdagens grandprix har han ikke formået at køre sig videre fra de indledende heat i fem grandprixer på stribe.

    Danskeren har ikke været gode venner med sit udstyr på det seneste.

    – Jeg følte egentlig, at jeg manglede en lille smule gennem hele løbet.

    – Jeg prøvede at justere mig ud af det, men til sidst gik det endnu dårligere. Dér havde jeg også nogle hårdere heat, så det skilte sig endnu mere ud, fordi jeg dér kørte mod de allerhurtigste.

    – Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har prøvet at skifte noget på mit grej de seneste tre uger, men det er de samme lorteresultater, der kommer, siger Niels-Kristian Iversen.

    Han hentede seks point til det samlede VM-regnskab og har 44 point samlet.

    Det placerer Niels-Kristian Iversen som nummer 14 i VM-stillingen, der toppes af polakken Maciej Janowski med 88 point.

    /ritzau/