27-årig er fængslet efter skyderi i Sommersted

    En 27-årig mand fra Sommersted er fredag blevet fængslet for at have udsat andres liv for fare. Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

    Manden er sigtet for at have affyret et jagtgevær tværs over hovedgaden i Sommersted i retning mod en bil.

    Skyderiet foregik torsdag eftermiddag. Ifølge vidner affyrede gerningsmanden et våben i retning mod en lille gråbrun bil. Formentlig har der været tale om en Toyota Aygo.

    Ikke længe efter skudepisoden anholdt politiet en 27-årig mand. Han blev sigtet for at have affyret gerningsvåbnet. Men Aygoen var der intet spor af.

    Episoden udspandt sig i den lille by Sommersted i Sønderjylland. Byen danner i disse dage ramme om en opsigtsvækkende kriminalsag, hvor en etårig dreng blev tæsket ihjel.

    Allerede torsdag efter anholdelsen manede Syd- og Sønderjyllands Politi dog enhver ansats til spekulation om, at de to sager skulle være forbundne på nogen måde, i jorden.

    Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi vurderede, at skudsagen var så grov, og mistanken mod den 27-årige så stærk, så der var grundlag for at få ham varetægtsfængslet.

    Derfor valgte man fredag at fremstille manden i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Og her lod en dommer sig overbevise af anklagemyndighedens argumenter og fængslede manden.

    /ritzau/