Lektor: Mosul kan ende som Berlin efter Anden Verdenskrig


    Mens en stor koalition af forskellige hære, styrker og militser kæmper mod Islamisk Stat (IS) i Mosul, er det store, ubesvarede spørgsmål, hvad der kommer til at ske med byen, når IS er blevet drevet ud.

    Det mener Søren Schmidt, der er lektor og mellemøstforsker på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

    – Det kan godt gøre én lidt bange, at der slet ikke ligger en aftale om, hvad der kommer til at ske med byen bagefter, siger han.

    Omkring 30.000 soldater indledte mandag en omfattende offensiv mod IS i storbyen Mosul i Irak.

    Det sker for at generobre kontrollen over byen, der ses som IS’ helt store højborg sammen med Raqqa i Syrien.

    Men de mange forskellige aktører i operationen vil komme til at betyde, at byen bliver en stor rodebutik, når IS er drevet ud.

    Faktisk kan Mosul komme til at ligne Berlin efter Anden Verdenskrig, lyder advarslen fra Søren Schmidt.

    – Når operationen er overstået, kan alle de forskellige grupperinger få tildelt et stykke af byen, og så kan de sidde der uden at rykke sig. Det ville være det værste, der kunne ske.

    – Det vil betyde, at der kommer yderligt ondt blod mellem parterne. Hele den sekteriske stemning, der har været i Irak, er jo en af årsagerne til, at Islamisk Stat i det hele taget eksisterer, siger han.

    Lektoren fra Aalborg Universitet påpeger, at efterspillet naturligvis kommer til at afhænge af tabene og omkostningerne af operationen mod IS.

    Listen over de forskellige parter i operationen er lang. Den tæller den irakiske hær, kurdiske peshmerga-krigere, sunni- og shiamuslimske partisangrupper samt den USA-ledede koalition.

    Det anslås, at mellem 4000 og 8000 IS-krigere forsvarer Mosul.

    /ritzau/