52-årig kvinde udsat for fuldbyrdet voldtægt


KALUNDBORG: Natten til onsdag, kl. 00.44 fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde var blevet voldtaget af to mænd, der havde forladt området ved Vestre Havneplads.

Politiet kørte til stedet med flere patruljer og afspærrede området ved gerningsstedet, hvor en 52-årig kvinde fra Roskilde var blevet udsat for fuldbyrdet voldtægt omkring midnat.

Hun havde forinden mødt to mænd, som havde spurgt efter en cigaret, hvilket hun gav dem. Mændene gik nu væk fra stedet, men vendte tilbage, hvorefter hun fik et slag i hovedet og efterfølgende voldtaget.

Offeret blev indledningsvist bragt til Holbæk sygehus og efterfølgende til undersøgelse hos Retsmedicinsk Institut for spor efter voldtægten.

De to mistænkte mænd blev beskrevet som:
A: Mand, Dansk af udseende, 18-20 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Talte: Dansk
B: Mand, 18-20 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Mørkt tøj.

De mistænkte blev ikke fundet trods eftersøgning i området i forbindelse med efterforskning af sagen.

Lokalpolitiet i Kalundborg / Holbæk hører gerne fra personer, der måtte have været i området, set de to mistænkte eller kan give oplysninger om deres identitet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.