Støjberg vil gøre det nemmere for PET at tjekke udlændinge


Arkivfoto


Danske efterretningstjenester skal have nemmere ved at indhente viden om flygtninge og migranter, der kommer til landet.

Det er planen med et lovforslag, der fredag bliver behandlet i Folketinget.

I dag kan Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) få oplysninger fra udlændingemyndigheder. Hvis det altså har betydning for, at sikkerhedsmæssige opgaver kan varetages.

Med regeringens forslag skal spiontjenesterne fremover have direkte elektronisk adgang til udlændingemyndighedernes registre og systemer.

Det skal gøre det nemmere at bekæmpe terrorisme og ekstremisme. Det forklarer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

– Det er helt afgørende, at efterretningstjenesterne får de bedste muligheder for at udføre det vigtige arbejde, de står for, siger hun.

Men ifølge Datatilsynet vil det betyde “en væsentlig lempelse” af betingelserne for at videregive oplysninger om personer. Det fremgår af et høringssvar, som tilsynet har sendt.

– Der bliver ikke lempet på betingelserne for at indhente oplysninger. Men der sker en lettere adgang til oplysninger de to efterretningstjenester imellem, lyder det fra Støjberg.

Institut for Menneskerettigheder påpeger, at der er en risiko for, at PET og FE får langt større mængder af data uden udlændingemyndighedernes vurdering af, “om betingelserne for videregivelse er opfyldt”.

Instituttet foreslår at undersøge, om det vil mindske unødvendig dataindsamling, hvis Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) får større kompetence.

Tilsynet kontrollerer, at PET og FE behandler oplysninger efter loven.

Det forslag er dog ikke en del af ministerens planer.

– Kontrollen med efterretningstjenesterne fungerer efter min mening godt, siger hun.

– Der er ikke lagt op til, at man får flere oplysninger. Men man får en mere smidig adgang til at dele de oplysninger, man har, siger Inger Støjberg.

Socialdemokratiet bakker op om forslaget. Partiet mener, at behovet for at screene udlændinge er stort.

Og S har fuld tillid til, at lovændringen kun vil gå ud over kriminelle. Det fortæller udlændingeordfører Dan Jørgensen (S).

– PET og FE kan selvfølgelig sagtens behandle den slags oplysninger fortroligt, så uskyldige mennesker ikke lider nogen som helst skade af det, siger han.

– Jeg synes, PET og FE skal have mulighed for at få hurtig og direkte elektronisk adgang til oplysningerne. Så de kan arbejde så effektivt som muligt med deres vigtige opgave, siger ordføreren.

/ritzau/