En person dræbt i frontalsammenstød i Ballerup


En person har torsdag aften mistet livet i et frontalsammenstød på Ballerup Boulevard uden for København.

Det oplyser vagtchef Peter Grønbek, Københavns Vestegns Politi.

Personen var passager i en Toyota, der stødte sammen med en BMW. Føreren af Toyotaen er hårdt kvæstet.

De blev begge kørt til behandling på Rigshospitalets traumecenter, men den enes liv stod ikke til at redde.

Politiets undersøgelser har vist, at sammenstødet skete, fordi BMW’en kørte mod færdselsretningen.

– Bilens fører er sandsynligvis kommet til at svinge til venstre et sted, hvor der er venstresving forbudt, og dermed kommet til at køre mod færdselsretningen, siger Peter Grønbek.

Ifølge vagtchefen er BMW’ens fører englænder og dermed vant til at køre i venstre side af vejen.

Ulykken skete på Ballerup Boulevard ved Åbyvej kort efter klokken 20.

/ritzau/