Svinkløv Badehotel genåbner i 2019 efter skred i tidsplan


    Det brændende badehotel


    Det tager længere tid end ventet at genopbygge det udbrændte Svinkløv Badehotel. Derfor genåbner badehotellet først i 2019. Det oplyser Fonden for Svinkløv Badehotel i en pressemeddelelse.

    Badehotellet, som ligger ved Fjerritslev i Nordjylland, udbrændte 26. september 2016 og skulle efter planen genopbygges og være klar til åbning imellem påske og pinse 2018.

    Men tidsplanen har ikke kunnet overholdes, siger bestyrelsesformand Steen Royberg i pressemeddelelsen.

    – Vi har besluttet, at hotellet genopføres og åbner i sæsonen 2019, fordi vi har et ønske om at genopføre et badehotel, hvor man ikke går på kompromis med planlægning og gennemførelse af genopbygningen under tidspres, siger han.

    – Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at kunne oplyse om omkostninger for genopførelsen og den endelige udformning af hotellet, tilføjer Steen Royberg.

    /ritzau/