Gamle, glemte og levende døde


Siden hvornår er de ældre blevet omdannet til levende døde, der bare skal holdes i live, indtil de sengeliggende hoster sig ihjel – eller skvatter næringsløse ud af sengen og dør i faldet?

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Den der bøf var så klam. De havde haft den inde i ovnen til genopvarmning efter to dage på køl.

De gamle kunne slet ikke bide i den, fordi den var lige så sej som gummi.

Tilbehøret var ikke bedre. Det var vakuumpakket kartofler, der var smagsløse og vandende. Gulerødderne var små tern – total gennemkogte.

En gammel mand, der havde arbejdet hele sit liv, sad der aften efter aften i sin stol alene på sit værelse. Han var så tynd. Han ville ikke ud at spise.

Når han sagde nej, sagde de ansatte: Er du sikker Ole? De forsøgte ikke at overtale ham.

I virkeligheden ville Ole gerne spise, men han følte, han var til besvær. Han var ikke dum og af den generation, hvor man sagde undskyld. Han kunne jo godt fornemme, at de hellere ville slippe for at løfte ham over i stolen og made ham med gummimaden, som han for øvrigt kun tog en bid eller to af.

Det er ikke småting en sosu-hjælper kan fortælle om dagligdagen på et plejehjem.

Og så undrer man sig over, at de gamle er så tynde og skal have proteinholdig mad. Hvad med bare at starte med at give dem noget ordentlig mad! Men nej, nogle er syge og kan ikke tåle krydderier og sukker og salt, derfor rammes alle af kønsløs udkogt mad. Mad du og jeg aldrig ville æde.

Denne her fortælling stammer fra en plejehjem i københavnsområdet. Den er fortalt af en ansat, der var ansat på plejehjemmet.

– Når jeg bliver gammel vil jeg hellere sulte ihjel i mit eget hjem end at skulle ende mine dage sådan et sted, fortalte han til mig.

En anden gammel dement dame var så angst, at hun strittede imod, hver gang hun skulle flyttes og op af sin seng. Hun skreg. Det var hans opgave at løfte hende op alene. I en lift han ikke var vejledt i at bruge, og som var gået i stykker. Det var for øvrigt den eneste der var, på hele etagen, der rummede mange ældre med behov for lift ved flytning.

Han var alene med en anden under uddannelse på etagen med de mest plejekrævende.

De ‘nemme’ ældre var ovenpå. Dem der var mobile og ikke havde demens.

Der oppe sad de fastansatte, de færdigudannede og ‘hang’. De to under uddannelse knoklede rundt, og det var tydeligt, at det var fast kutyme at udnytte dem. Min ven sagde dog fra flere gange, fx når der skulle renses sår.

Og mange havde sår, fordi deres ble ikke blev skiftet. Bad var noget, der blev givet, når der var sket uheld.

Det er ikke ok – næringsløs gummimad, uuddannet personale og ignorance.

Når folk, der arbejder med de ældre, hellere vil sulte ihjel end at ende på plejehjem, er det ikke for sjov.

I dag skal man være døden nær for i det hele taget at ende på et plejehjem. Det er kirkegårdens baggård – det nye statslige hospice.

Hvorfor har de ældre ikke krav på ordentlig mad, pleje og omsorg?

Siden hvornår er de ældre blevet omdannet til levende døde, der bare skal holdes i live, indtil de sengeliggende hoster sig ihjel – eller skvatter næringsløse ud af sengen og dør i faldet.

Hvor mange af dem, tror du ikke tænker deres, når de sidder der med en gammel stiv bøf i gummerne – jeg tror godt de kan smage forskel på det gode og det dårlige.

Men igen. De kan ikke gøre oprør. De er gamle og svage. De er de glemte, der bare venter bare på at dø.