PRM / Stor køkken-auktion kan give kokkedrømmene luft under vingerne

    Pressemeddelelse fra Campen Auktioner A/S

    En rigtig snasket burger med fritter og dyppelse om eftermiddagen 1. januar. En flok gode venner, samlet rundt om bordet med en ordentlig stak pizzaer med godt med ost og dit personlige yndlingsfyld. En hurtig salat på farten – eller en knasende sprød sandwich i frokostpausen. Der er masser af muligheder at vælge imellem, når vi trænger til noget nemt og slubrende lækkert, og ikke selv gider eller har mulighed for at lave mad. Og det bliver mere og mere tilfældet.

    Så hvis du går med en spirende drøm om at lave lækker take-away til danskerne, er det måske nu, du skal kigge dig omkring efter mulighederne for at etablere dig. For markedet for take-away er nemlig vokset eksplosivt de seneste år. Det viser en undersøgelse fra organisationen Madkulturen. Den fortæller nemlig, at vores take-away forbrug sidste år svarede til, at der herhjemme blev solgt ikke mindre end 360.000 måltider – hver eneste dag.

    Auktionskøb giver en billigere start

    Det kan nok friste nye madaktører til at kaste sig ud i en karriere som udbydere af take-away eller andre måltidsløsninger. Og her kan etableringsomkostningerne måske få et ordentligt hug nedad, hvis man vælger at investere i brugt køkkenudstyr. Det kan man blandt andet gøre på Campen Auktioner, hvor en omfattende auktion med professionelt køkkenudstyr netop i disse dage er i luften.

    Det er næsten hele spektret af køkkengrej, der er dækket af i auktionen, som foregår online. Her er både kølemontrer til sushi, salater og andre frisk-varer, store ovne, bagegrej, røremaskiner i stor størrelse og friturekogere til de evigt populære pommes frites. Et par professionelle pålægsmaskiner og et væld af bageforme i forskellige udgaver har også fundet vej til auktionen, som er åben for alle. Og hvis man skal dække op til kunderne, er der også flere former for caféborde og stole til salg.

    Måltider for 4 milliarder kroner

    Det er i høj grad retter som pizzaer og burgere, der ryger over disken, men med tidens fokus på grøn, sund og klimavenlig mad, er det ikke svært at forestille sig et spirende marked for måltider med mere fokus på grøntsager, som for eksempel de populære Hawaiiansk-inspirerede poké bowls, der kombinerer kogte ris med grøntsager og en topping af fisk eller kød, for eksempel rå laks. Ligeså bliver sunde retter fra det asiatiske køkken, som for eksempel de populære japanske ramen supper også mere og mere populære.

    “Vi håber, at både nye og erfarne spillere i madbranchen kan finde noget godt udstyr her på auktionen,” siger auktionarius og ejer af Campen Auktioner, Finn Campen. “I 2020 blev der årligt omsat for 4 milliarder kroner på take-away, og dertil kan man lægge hele restaurationsbranchen. Så der er et kæmpe marked. Og i tider med prisstigninger synes vi, at det giver rigtig god mening for folk i branchen at skære toppen af priserne og købe godt, solidt og brugt køkkenudstyr,”

    Finn Campen tilføjer, at etablerede spillere, som trænger til at forny den gastronomisk maskinpark, naturligvis også er velkomne til at byde med på onlineauktionerne.

    Auktionen slutter d. 16. marts 2023, og findes online på Campen Auktioners hjemmeside som nr. 8518. Alle, både professionelle og private, kan løbende byde på alle varenumre.

    Kontakt:

    Campen Auktioner A/S tlf.: 2271 5555 email: mail@campenauktioner.dk

    PR & Marketing Chef Annette Kjaer email: pr@campenauktioner.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stor-kokken-auktion-kan-give-kokkedrommene-luft-under-vingerne?releaseId=13673271

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **