PRM / Arresthuse skal sikre de indsatte adgang til toiletbesøg – også om natten

    Pressemeddelelse fra Folketingets Ombudsmand

    De indsatte i arresthusene skal kunne regne med, at de kan komme på toilettet, også om natten, så de f.eks. ikke behøver at bruge urinkolber i deres celler. Det påpeger Folketingets Ombudsmand over for kriminalforsorgen på baggrund af tilsynsbesøg i fem arresthuse i Midt- og Nordjylland.

    På tilsynsbesøgene talte medarbejdere hos ombudsmanden med indsatte i arresthusene. Flere steder fortalte de indsatte, at der var lang ventetid, hvis man tilkaldte en fængselsbetjent for at komme på toilettet, bl.a. om natten. Nogle havde uopfordret fået udleveret urinkolber, og flere af de indsatte havde indtryk af, at de ikke skulle tilkalde personalet om natten, da det var ubelejligt, fordi der var sparsom bemanding, og personalet skulle sove.

    “Indsatte har ret til at komme på toilettet, når de har brug for det. Det kan opleves som ydmygende at blive henvist til f.eks. at bruge urinkolber. Kriminalforsorgen skal derfor sikre, at de indsatte kan komme på toilettet, når de har brug for det”, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

    Folketingets Ombudsmand har tre steder anbefalet ledelsen at sikre, at cellekald bliver besvaret hurtigst muligt og inden for rimelig tid. Desuden har ombudsmanden tre steder givet anbefalinger om, at der ikke uopfordret bliver udleveret urinkolber til de indsatte.

    Ombudsmanden har tidligere rejst problemstillingen om svartiden ved cellekald til toiletbesøg over for kriminalforsorgen, bl.a. i Aalborg Arrest i 2018. Efter ombudsmandens seneste tilsynsbesøg i Aalborg Arrest i maj 2022 bad han om at blive orienteret om ledelsens opfølgning på dette punkt. Som svar på ombudsmandens anmodning har Direktoratet for Kriminalforsorgen orienteret ombudsmanden om bl.a., at medarbejderne er blevet instrueret i, at cellekald på alle tider af døgnet skal behandles hurtigst muligt.

    Derudover har direktoratet oplyst, at Kriminalforsorgen Midt- og Nordjylland efter ombudsmandens besøg i arresterne har sendt en retningslinje ud til områdets arresthuse. Det fremgår af retningslinjen, at urinkolber kun skal udleveres til indsatte, hvis de uopfordret anmoder om det. Kriminalforsorgen skal registrere antallet af udleverede urinkolber, så det kan efterprøves, om kolberne er udleveret på de indsattes anmodning.

    FAKTA

    Ombudsmandens tilsyn omfattede disse fem arresthuse i Midt- og Nordjylland: Aalborg, Nykøbing Mors, Holstebro, Frederikshavn og Hobro.

    Formålet med ombudsmandens besøg er at bidrage til at sikre, at personer, der opholder sig eller bor i institutioner, bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.

    Kontakt:

    Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

    Kommitteret Morten Engberg, tlf. 33 13 25 12

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arresthuse-skal-sikre-de-indsatte-adgang-til-toiletbesog-ogsa-om-natten?releaseId=13673077

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **