PRM / Affaldssortering i 10 kategorier gælder for alle – også i Tønder Kommune

    Pressemeddelelse fra Tønder Kommune

    Når der i fremtiden skal holdes byfest, traktortræk, ringridning eller andre events, så skal affaldet fra arrangementet sorteres. Helt nøjagtigt skal det sorteres i de ti kategorier, som fremgår af den nye affaldsbekendtgørelse, der trådte i kraft fra årsskiftet.
    Kategorierne tæller madaffald, glas, papir, mad- og drikkekartoner, pap, metal, plast, tekstilaffald, farligt affald og restaffald.

    – Der er ingen tvivl om, at arrangørerne står overfor en større opgave end de plejer, når det gælder om at sortere affaldet. Derfor har vi indbudt til en række møder, hvor vi orienterer om de nye regler, og hvor vi sammen med arrangørerne vil forsøge at finde de bedste løsninger, siger miljømedarbejder Johanne Ludvigsen, Myndighed – Teknik & Miljø.
    Hun fortæller videre, at Tønder Festival, der har arbejdet en del med affaldssortering, er med på sidelinjen som sparringspartner.

    Det første møde finder sted den 26. januar i Bredebro, og herefter er der planlagt en række møder i februar i de forskellige lokalområder med dem, der arrangerer både små og store events.

    Gælder alle – også erhvervsliv og landbrug

    De nye regler for affaldssortering gælder også erhvervslivet, landbrug og private – som altså også skal sortere i de ti kategorier.

    I løbet af foråret starter Tønder Forsyning med at dele de nye affaldsbeholdere ud, så private også får sortering af den sidste kategori, drikkevarekatoner, med.

    For erhvervslivet gælder, at man selv vælger den affaldsbeholder, man finder bedst egnet, ligesom man selv aftaler med affaldsselskaber eller Tønder Forsyning om at få afhentet affaldet – akkurat sådan som det også har været hidtil.

    Man kan finde mere information omkring de nye regler for affaldssortering på Tønder Kommunes hjemmeside og Miljøstyrelsens hjemmeside.

    Kontakt:

    Miljømedarbejder Johanne Marie Ludvigsen tlf.: 74 92 83 67 email: johmlud@toender.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/affaldssortering-i-10-kategorier-gaelder-for-alle—ogsa-i-tonder-kommune?releaseId=13668751

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **