PRM / Cykelentusiast vinder 1.000.000 i Lotto og køber tandhjul for tusindvis af kroner: “De giver tre procent, hvis du måler watt!”

    Pressemeddelelse fra Danske Spil A/S

    En ivrig hobby-cykelrytter i det midtjyske har fået et lidt lettere tråd, efter at han for nyligt vandt en million kroner i Lotto.

    “Jeg kører meget på min racercykel, som jeg købte for et år siden, og der var liiiige et par ting, jeg skulle købe til den,” siger han – og lyder som en glad dreng juleaften.

    “Jeg har købt et par nye pulleyhjul. Det er dem nede bagved, der holder kæden stram. Det er nogle lækre nogen fra CeramicSpeed med ekstra store tandhjul og i den helt rigtige farve og alucarbon case og specielle lejer – og så en hometrainer, så jeg kan køre derhjemme,” opremser han.

    I første omgang har han ‘kun’ brugt 10.000 kroner, men det er skam allerede noget, der kan mærkes, når han sidder i sadlen og tramper i pedalerne på landevejene i det midtjyske.

    “De giver tre procent, hvis du måler på watt. Det er faktisk meget på to små tandhjul og lejer,” siger han og slår fast, at kan ikke kommer til at køre om kamp med Jonas Vingegaard af den grund.

    “Nej, det er kun lir. Det er ikke noget med, at jeg skal ud og vinde noget, fordi jeg har fået de der to tandhjul,” afviser han.

    Med måde – trods alt

    Selv om han er glad for sin cykel, så har han ikke noget problem i at hugge bremsen i overfor de indkøb og forbedringer, han faktisk kunne lave med en million på kontoen.

    “Nede i cykelbutikken stod en cykel til 200.000 kroner, så det er jo bare at fyre penge i. Der er ikke grænser for, hvad man kan bruge, men det synes jeg ikke er ansvarligt! Og det er ikke mit behov at køre på en cykel til 200.000 kroner,” siger han.

    Desuden har han også andre og mere voksen-fornuftige ting at bruge pengene på: Han er nemlig for nyligt begyndt at afdrage på et lån, og derfor falder millionen i virkeligheden på et dejligt tørt sted.

    “Jeg er på ingen måde fattig, men jeg havde tænkt på, at det ville blive lige stramt nok med det lån, men at det godt kunne lade sig gøre. Men nu… nu lader det sig jo fint gøre,” siger den nyslåede Lotto-millionær med et grin.

    Om Millionærgarantien

    Millionærgarantien fra Danske Spil sikrer, at der hver uge er to Lotto millionærer, uagtet resultatet af selve trækningen. De heldige vindere trækkes ud fra alle spillede rækker den pågældende uge. Der har indtil videre – siden den blev indført – været mere end 200 vindere af Millionærgarantien, og der udtrækkes fortsat to nye hver uge.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/cykelentusiast-vinder-1000000-i-lotto-og-kober-tandhjul-for-tusindvis-af-kroner-de-giver-tre-procent-hvis-du-maler-watt?releaseId=13666274

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **