PRM / 19 politianmeldelser for overtrædelser af fyrværkerireglerne

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    – Hos Sikkerhedsstyrelsen kontrollerer vi fyrværkeri hele året, forud for at salget starter. Dermed kan vi få stoppet farlige produkter, inden de kommer i hænderne på børn eller voksne. I salgsperioden fører vi kontrol på salgssteder med, at der ikke er noget af det ulovlige fyrværkeri til salg. Vi besøger alle typer salgssteder, men prioriterer salgssteder, hvor der kan være størst risiko for at finde ulovlige produkter, siger produktchef Lone Brose fra Sikkerhedsstyrelsen.

    Fra 15. december og frem til nytår er 280 salgssteder landet over blevet kontrolleret af Sikkerhedsstyrelsen, og 19 steder blev der fundet produkter, det ikke var lovligt at sælge.

    – Det er det laveste antal salgssteder med fejl i de år, vi har ført kontrol på området, og det tager vi som bevis på, at produktkontrollen inden fyrværkerisæsonen virker. Ét ulovligt produkt i handlen er ét for meget, men vi kan se, at detailhandlen har fået mere styr på fyrværkerisalget, og det vil jeg gerne rose dem for. Det gør alles nytårsaften mere sikker. Men tallene viser også, at det fortsat er vigtigt, at vi fører tilsyn med det fyrværkeri, der sættes til salg, siger Lone Brose.

    I alt blev der hos 19 salgssteder og importører registreret 30 ulovlige forhold. Der blev fundet 14 typer forbudte fyrværkeriartikler, som skulle have været trukket tilbage, inden salget af fyrværkeri begyndte. Desuden afslørede kontrollen 16 typer mindre fyrværkeriartikler som hundepropper og stjernekastere, der manglede lovpligtig CE-mærkning. I 2021 blev der på 33 salgssteder registreret i alt 50 overtrædelser.

    – Det farlige fyrværkeri kunne potentielt have udrettet store skader, og derfor er det rigtigt godt, at vores kontrol fik afsløret de ulovlige fyrværkeriprodukter. Der vil blive indgivet 19 politianmeldelser og indstillet til bøder, siger produktchef Lone Brose, Sikkerhedsstyrelsen.

    De fyrværkeriartikler, der er kontrolleret i løbet af 2022 og ikke overholder reglerne, kan ses på hjemmesiden Produkter.dk.

    Hvis man oplever, at fyrværkeri fejler, når det skydes af, kan det anmeldes til Sikkerhedsstyrelsen via https://produkter.dk/anmeldelser

    – – – – – –

    Læs også: Hver tredje testede fyrværkeriartikel havde fejl | Sikkerhedsstyrelsen

    Kontakt:

    Sikkerhedsstyrelsens pressetelefon: 2238 4451

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/19-politianmeldelser-for-overtraedelser-af-fyrvaerkerireglerne?releaseId=13667645

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **