PRM / Htx-gymnasium med ny international satsning: Vores elever skal arbejde med fremtidens globale udfordringer

    Pressemeddelelse fra NEXT Uddannelse København

    Med de nye tiltag bliver gymnasiet på Østerbro blandt andet det første htx-gymnasium i Danmark med internationale udvekslingsprogrammer for alle elever. Målet er at ruste eleverne til internationale karrierer, hvor de kan være med til at løse de globale udfordringer, verden står overfor.

    Oplagt med international profil

    På Vibenshus Gymnasium glæder rektor Rikke Kirkeskov Sørup sig til at se de mange nye tiltag udfolde sig de kommende år.

    – Vores faglige dna ligger inden for naturvidenskab, teknologi og it, og derfor er det oplagt for os at skabe et internationalt gymnasium. Vores elever får typisk karrierer, hvor de arbejder med klima, sundhed og moderne teknologi, og det er jo områder, der rækker ud over landegrænser forklarer Rikke Kirkeskov Sørup.

    Alle elever, der starter på gymnasiet i 2023, kan se frem til at skulle på udvekslingsrejser i 2.g, hvor de skal samarbejde med elever fra partnerskoler om eksempelvis klimaprojekter. Derudover introducerer gymnasiet den nye studieretning Health & Politics, hvor en del af undervisningen foregår på engelsk og globale sundhedsudfordringer er i fokus.

    – Målet med vores udvekslingsprogrammer er, at vores elever udvikler sig fagligt i mødet med udenlandske elever og samtidig danner internationale netværk. Vi har også store forventninger til vores nye studieretning. Den er lidt atypisk for htx, da den har stort fokus på samfundsfag, så den giver os nogle helt nye strenge at spille på rent fagligt, fortæller Rikke Kirkeskov Sørup.

    Har brug for flere htx-studenter

    Vibenshus Gymnasium er en del af NEXT Uddannelse København, som udbyder både gymnasie- og erhvervsuddannelser i Storkøbenhavn. Direktør på NEXT Ole Heinager ser den internationale satsning som et spændende initiativ, der kan få flere til at vælge htx.

    – Htx er den mindste af de fire gymnasieretninger (htx, hhx, stx og hf, red.) i Danmark, og det synes jeg er lidt synd, for der er i høj grad brug for den faglighed, som htx-studenterne kommer ud med. Derfor er det utrolig spændende, at vores gymnasium på Østerbro viser så store internationale ambitioner, siger Ole Heinager, der samtidig glæder sig over, at satsningen også taler ind i NEXTs grundlæggende værdier:

    – Vi arbejder hele tiden på, at vores elever, uanset om de går på en erhvervsuddannelse eller et gymnasium, får et internationalt udsyn og kompetencer til at arbejde bæredygtigt med deres fag, og det lægger Vibenshus nye internationale profil i høj grad op til, Slutter Ole Heinager.

    Vil man vide mere om Vibenshus Gymnasium, kan man gå på vibenshusgym.dk. Gymnasiet afholder desuden orienteringsaftener den 10., 18. og 22. januar.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/htx-gymnasium-med-ny-international-satsning-vores-elever-skal-arbejde-med-fremtidens-globale-udfordringer?releaseId=13667291

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **