PRM / Guldborgsund Kommune gør alt for at forhindre ny rockerborg

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Der skal ikke være rockerborge eller rockeraktivitet i Guldborgsund Kommune. Derfor arbejder kommunen i øjeblikket på at forhindre, at rockerklubben Navajo MC etablerer sig i Orehoved på Nordfalster. Klubben har forbindelse til rockerklubben Satudarah MC.

    Personer med forbindelse til Navajo MC har købt den gamle brugs i Orehoved og parkeringspladsen ved siden af, og de har gennem et stykke tid forsøgt at etablere et klubhus på de to matrikler. Det er indtil videre ikke lykkedes takket være en massiv indsats fra Guldborgsund Kommune.

    “Vi har allerede taget de første og vigtige skridt for at forhindre, at rockere slår sig ned ved Orehoved, og vi fortsætter arbejdet. Vi vil på ingen måde have rockere eller rockerborge i kommunen, og borgerne skal vide, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at få rockerne ud af lokalsamfundet og ud af kommunen,” siger borgmester Simon Hansen.

    Guldborgsund Kommune har blandt andet sikret, at en ulovlig port-konstruktion, der indgik i opbygningen af hegn og barrikader rundt om ejendommen, er blevet fjernet. Kommunen har også nedlagt det, der kaldes et standsningsforbud, da der ikke er givet tilladelse til byggeaktiviteten på ejendommen.

    Ejendommen må jævnfør plangrundlaget ikke anvendes som opholdssted for en forening eller en forsamling. Derfor er kommunen også klar til at nedlægge et såkaldt §14-forbud, hvis det bliver nødvendigt og dermed sætte gang i en ny lokalplanlægning for området.

    “Jeg vil gerne sige til alle borgere i Guldborgsund, at vi handler på, hvad vi hører og ser, og hvis man har oplysninger om rockeraktiviteter i Orehoved eller andre steder i kommunen, må man meget gerne kontakte os,” siger Simon Hansen.

    Kontakt:

    Borgmester Simon Hansen tlf.: 25 18 18 16 email: siha@guldborgsund.dk

    Presse- og kommunikationskonsulent Johanne Duus Hornemann tlf.: 2518 2335 email: jdh@guldborgsund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/guldborgsund-kommune-gor-alt-for-at-forhindre-ny-rockerborg?releaseId=13666917

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **