PRM / 2,5 millioner skal være med til at gøre det sundere at gå på arbejde

    Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

    Man skal blive sundere af at udføre sit arbejde.

    Derfor har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der står i spidsen af Partnerskabet for Sundhedsmiljø, netop modtaget 2,5 millioner kroner fra TrygFonden.

    – For os er det en stor milepæl med donationen fra TrygFonden. Den gør, at vi kan igangsætte en masse konkrete tiltag på flere typer af arbejdspladser og videreudvikle på Sundhedsmiljø og videreføre nogle af de erfaringer, vi allerede har fået, siger seniorforsker på NFA, Charlotte Diana Nørregaard Rasmussen.

    Partnerskabet arbejder for, at Sundhedsmiljø udbredes på danske arbejdspladser, så medarbejdernes fysiske, mentale og sociale velbefindende styrkes.

    – Fysisk trivsel på arbejdspladsen har stor betydning for oplevelsen af tryghed i arbejdslivet for den enkelte arbejdstager. I TrygFonden er vi glade for at kunne bidrage til arbejdet i Partnerskabet for Sundhedsmiljø, så der kan udvikles og afprøves forebyggende og praksisnære indsatser for sundhedsfremme på arbejdspladsen til gavn for mange flere medarbejdere, siger Sophie Danneris, projektchef i TrygFonden.

    Den økonomiske støtte skal være med til at afprøve konkrete Sundhedsmiljøindsatser i udvalgte jobgrupper og formidle Sundhedsmiljø til relevante interessenter og den brede offentlighed.

    Hvad er Sundhedsmiljø?

    Sundhedsmiljø er en tilgang til sundhedsfremme på arbejdspladsen, der handler om at designe et sundhedsskabende arbejdsmiljø, hvor man bliver sundere ved at gå på arbejde og udføre sine arbejdsopgaver.

    – Ved at indarbejde sundhedsfremme i måden arbejdet organiseres og udføres på, bliver Sundhedsmiljø en mere bæredygtig tilgang sammenlignet med tidligere sundhedsfremmende indsatser på arbejdspladsen, siger Ninna Maria Wilstrup, akademisk medarbejder på NFA.

    Missionen med partnerskabet er bl.a. at gøre Sundhedsmiljø til en udbredt tilgang på landets arbejdspladser, så den enkelte medarbejder, kollega, leder og organisation kan være med til at fremme det sunde og gode arbejdsliv for alle.

    Repræsentanter fra følgende organisationer er med i Partnerskab for Sundhedsmiljø:

    • NFA – Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
    • DA – Dansk Arbejdsgiverforening
    • FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation
    • DI – Dansk Industri
    • DE – Dansk Erhverv
    • 3F – Faglig Fælles Forbund
    • FOA – Fag og Arbejde
    • KL – Kommunernes Landsforening
    • SST – Sundhedsstyrelsen
    • NNF – Fødevareforbundet
    • LHO – Lederne
    • F&P – Forsikring og Pension
    • PFA – Pension, Forsikringsaktieselskab
    • SIF – Statens Institut for Folkesundhed

    Opbakning hele vejen rundt

    Partnerskabet for Sundhedsmiljø blev startet i maj 2022, hvor organisationerne skrev under på “at styrke det gode, lange arbejdsliv ved at bidrage til, at der skabes et arbejdsmiljø, der fremmer sundheden på arbejdspladserne.”

    Og der var stor opbakning fra både arbejdsgiver og -tager organisationerne:

    – Med Sundhedsmiljø vil vi tænke sundhedsfremme sammen med udførelsen af arbejdet. Det handler om at tænke nyt og skabe videnskabeligt grundlag for, hvordan virksomhederne kan bidrage til danskernes sundhed på en ny måde, sagde Christina Sode Haslund, der er arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening.

    – Partnerskab på tværs er afgørende, og vi når kun i mål, hvis vi ud fra vores forskellige perspektiver samarbejder om at sikre, at arbejdet bliver organiseret og tilrettelagt, så det fremmer lønmodtagernes sundhed uden at gå på kompromis med arbejdets kvalitet og produktivitet, lød det fra Morten Skov Christiansen, der er næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation.

    Kontakt:

    Kommunikationskonsulent Line Flatau tlf.: 60191512 email: lfl@nfa.dk

    Akademisk medarbejder Ninna Maria Guldager Wilstrup tlf.: 40 31 70 90 email: lmw@nfa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/25-millioner-skal-vaere-med-til-at-gore-det-sundere-at-ga-pa-arbejde?releaseId=13666858

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **