PRM / Banebrydende foreningshus i Nykøbing Falster er klar til indvielse

    Pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune

    Om lidt kommer det til at myldre med liv og fællesskaber for alle aldre i det nye foreningshus MO.VE ved Vesterskoven i Nykøbing Falster. Fredag den 9. december indvies MO.VE, og det er en dag, som alle, der er involveret i projektet, ser frem til.

    En af dem er René Fjeldsøe Sørensen, formand i Nykøbing FC. Han er en af hovedkræfterne bag det nye foreningshus, og fra han og andre barslede med ideen, til huset nu kan indvies, er der i alt gået 11 år.

    “MO.VE er et konkret bevis på, at vi skal huske at drømme stort, og at drømme sagtens kan gå i opfyldelse, også selvom der er bump på vejen. Man skal bare blive ved. Det gjorde vi, og vi har mødt en enorm lokal opbakning hele vejen rundt, ligesom mange fonde har kunnet se ideen. Nu står vi med nogle faciliteter og et foreningshus, der kan måle sig med det allerbedste i Danmark. Det er jeg stolt af, og jeg glæder mig til, at både elite- og breddeidrætten får nogle helt fantastiske muligheder for udfolde sig,” siger René Fjeldsøe Sørensen.

    Hvad er MO.VE?
    Foreningshuset MO.VE kommer til at fungere som klubhus og mødested for flere idrætsklubber og foreninger. Udover Nykøbing FC, der kommer til at drive huset, er også Guldborgsundløberne, Svømmeklubben Syd, Nykøbing Falster Petanqueklub, Aktiv Fritid, NFC eSport og B1989 en del af MO.VE. Derudover satser MO.VE på, at også andre kan benytte husets lokaler og faciliteter til arrangementer, møder og aktiviteter til gavn for fællesskabet.

    Netop fællesskabet mellem foreningerne var vigtigt for Guldborgsund Kommune, som har givet lidt over 24 millioner kroner til udendørsfaciliteter omkring det nye foreningshus. For borgmester Simon Hansen betyder det, at børn, voksne og ældre kan mødes på tværs af både ambitionsniveau og interesser.

    “Vi har et utroligt stærkt foreningsliv i Guldborgsund, og det skal vi blive ved med at udvikle og styrke, for det er noget af det, der binder os sammen. Uanset hvem vi er, og hvad vi laver, så mødes vi som medlemmer eller frivillige i en af de mange foreninger, som vi selv har skabt og selv holder liv i. Hele ideen med foreningshuset MO.VE er, at der er nogle gode rammer for at mødes på kryds og tværs af interesser, og at det kan føre til nye fællesskaber og nye venskaber,” siger Simon Hansen.

    Massiv fondsstøtte
    En af de foreninger og fonde, der har givet støtte til projektet, er den filantropiske forening Realdania. Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania, siger:

    “MO.VE er et flot eksempel på, hvordan man kan forny nogle velkendte rammer, så de appellerer til en meget bred gruppe af brugere. På den måde kan den nye bygning, foreningshuset, styrke fritidsfællesskaber i Nykøbing Falster.”

    Også Lokale og Anlægsfonden har været med til at sikre, at der var midler nok til det nye foreningshus. Det har man, fordi et af fondens formål er at være med til at skabe fremtidens mødesteder.

    “Det nye foreningshus kommer til at introducere aktiviteterne for kernebrugerne, men også for dem, der ikke er vant til at dyrke idræt. I den nye facilitet kan familier være aktive sammen, og samtidigt har stedet også fokus på at sikre adgang til idrætslivet for udsatte grupper med aktiviteter, der både foregår indendørs og udendørs. Vi glæder os til at følge udviklingen af foreningshuset,” siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.”

    Det nye foreningshus og de tilhørende udearealer er tegnet af Spektrum Arkitekter, ingeniørvirksomheden MOE samt det lokale arkitektfirma, ETN Arkitekter, der også har været totalrådgiver på projektet. Rikke Cora Larsen, der er arkitekt og partner i ETN Arkitekter, forklarer, at ambitionen har været at skabe et fælles bevægelseslandskab både ude og inde samtidig med at udnytte den gave, som Vesterskovens store træer bidrager med til projektet.

    “Hus og landskab fletter sammen med foreningernes forskellige behov og vi har arbejdet med at skabe forskellige “klimazoner” i og omkring huset og landskabet, som giver mulighed for at stedet fungerer som samlingspunkt på alle tider af året. Vi håber, at det vil være med til at være grobund for både spontane og planlagte fællesskaber,” siger Rikke Cora Larsen.

    MO.VE indvies fredag den 9. december på adressen Østre Allé 123 B, 4800 Nykøbing Falster. Klokken 11.30 er samarbejdspartnerne inviteret til reception, og fra kl. 13.30 mødes medlemmer af MO.VE’s foreninger og klubber og indvier det nye hus.

    Pressen er velkommen til at deltage ved indvielsen.

    FAKTA

    Følgende har givet økonomisk støtte til MO.VE:

    Guldborgsund Kommune

    24.205.000

    Realdania

    7.000.000

    Lokale og Anlægsfonden

    7.000.000

    Den A.P. Møllerske Støttefond

    6.885.000

    Højmosegårdlegatet

    375.000

    Arbejdsgivere i Nykøbing Falsters Fond

    250.000

    Lollands Bank

    100.000

    DIF/DGI’s foreningspulje

    75.000

    Møenbogaardfonden

    30.000

    De Lolland Falsterske Venstrebalde Af 1914’s fond

    10.000

    Lolland-Falsters og Langelands Købstæders Brandsocietets Fond

    10.000

    Nykøbing FC, Guldborgsund

    19.500.000

    Nykøbing FC’s Forældreforening

    850.000

    Nykøbing FC’s Venner

    250.000

    Sponsorater og indsamling

    1.000.000

    I alt

    67.540.000

    Følgende står bag byggeriet:

    Bygherre

    Nykøbing FC

    Totalrådgiver

    ETN Arkitekter

    Bygherrerådgiver

    Sivager Arkitektur og Design

    Underrådgiver

    Spektrum Arkitekter

    Underrådgiver

    MOE rådgivende ingeniører

    Hovedentreprenør

    Pilemand Aps

    Det har været vigtigt for bygherre at benytte lokal arbejdskraft. Udover ovenstående har en lang række lokale virksomheder leveret materialer, arbejdskraft og viden. I det omfang, det har været muligt, er der kun benyttet virksomheder, der hører til på Lolland-Falster.

    Kontakt:

    Formand, Nykøbing FC René Fjeldsøe Sørensen tlf.: 40323857

    Borgmester Simon Hansen tlf.: 25 18 18 16 email: siha@guldborgsund.dk

    Administrerende direktør i Realdania Jesper Nygård tlf.: 29695226

    Lokale og Anlægsfonden Oliver Vanges tlf.: 32830347

    Arkitekt maa/mdl, partner i ETN Arkitekter Rikke Cora Larsen tlf.: 20757845

    Presse- og kommunikationskonsulent Johanne Duus Hornemann tlf.: 2518 2335 email: jdh@guldborgsund.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/banebrydende-foreningshus-i-nykobing-falster-er-klar-til-indvielse?releaseId=13665923

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **