PRM / Danmarks Naturfredningsforening: CO2e-afgift for landbrug bør indfases fra 2025

    Pressemeddelelse fra Danmarks Naturfredningsforening

    Det Miljøøkonomiske Råd har netop offentliggjort sit oplæg til, hvordan udfordringerne med regulering af landbrugets CO2e-udledning kan løses. Den seneste fremskrivning fra Energistyrelsen peger på, at sektorens drivhusgasudledning vil udgøre godt halvdelen af Danmarks samlede udledninger i 2035, hvis ikke der handles nu.

    Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Lars Midtiby, roser den nye rapport:

    – Det er positivt, at rådets analyser peger på, at det både er muligt og samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at pålægge landbruget en CO2e-afgift. Rådet sætter en tyk streg under, at landbruget skal omfattes af afgiften, hvis vi skal nå målsætningen om 70 procents reduktion af den de samledes udledninger i 2030.

    Rådet har særligt kigget på New Zealand, hvor man allerede er i gang med at udrulle en model for CO2e-beskatning af landbrugets udledninger, der skal træde i kraft fra 2025. Først i en simpel model, og siden fra 2027 i en mere omfattede model. Ifølge rapporten er det muligt at beskatte 65 procent af landbrugets samlede udledninger med det vidensgrundlag, vi har i dag – herunder metanudledning fra fordøjelse og gyllehåndtering.

    – Rådets rapport viser tydeligt, at det både er realistisk og fornuftigt at komme hurtigt i gang med en CO2e-afgift for landbruget. Når politikerne her i foråret skal i gang med at diskutere en model, så bør målet være, at afgiften bliver indfaset fra 2025. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt det kan lade sige gøre – det handler udelukkede om politisk vilje, og der har vi heldigvis lige set i valgkampen, at partier fra næsten hele Folketinget bakker op om en CO2e-afgift for landbrugets produktion, siger Lars Midtiby.

    Han påpeger dog, at rådet mangler at inddrage de positive effekter, som en CO2e-afgift vil have på miljø og natur.

    – Danmark bruger enormt mange penge på at reducere udledningen af næringsstoffer fra landbruget, og en CO2e-afgift vil løse mange af de problemer. Vi havde gerne set, at man havde været endnu tydeligere i forhold til at se på de positive sideeffekter for rent drikkevand, bedre forhold i vores åer, søer og fjorde, og mindre pres på naturen. En CO2e-afgift vil have en hel række af positive sideeffekter, som er et vigtigt argument for en politisk aftale, siger Lars Midtiby.

    En beskatning vil særligt ramme den CO2e-tunge animalske produktion og vil derfor betyde, at beskæftigelsen vil flytte til andre former for landbrug eller produktion. Her kommer rådet frem til, at effekterne er noget lavere end det jobtab på 36.100, som Landbrug og Fødevarer har brugt som skræmmebillede. Ved en ensartet afgift på 1100 kroner, så vil 12.600 jobs blive påvirket.

    Rapporten peger også på, at den tidligere regering har overvurderet klimaeffekten af den politiske aftale om en CO2e-skat for danske virksomheder, som blev indgået i sommer. Regeringen regner med en reduktion på 4,3 mio. tons CO2e, mens rådet vurderer effekten til at være 2 mio. tons pga. den lave sats.

    Kontakt:

    Klima- og miljøpolitisk rådgiver Daniel Hauberg email: daniel@dn.dk

    Pressemedarbejder Mikkel Faartoft tlf.: 53 57 38 31 email: mikkel@dn.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-naturfredningsforening-co2e-afgift-for-landbrug-bor-indfases-fra-2025?releaseId=13665928

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **