PRM / PlanBørnefonden sætter indsamlings- og uddelingsrekord

    Pressemeddelelse fra PlanBørnefonden

    Med afslutningen af finansåret 2021/2022 sætter PlanBørnefonden både indsamlings- og uddelingsrekord. Det betyder, at fonden i år har sendt flere penge ud til arbejdet med børn og unge end nogensinde før.

    Fusionen har muliggjort vækst

    Den markante vækst er blandt andet muliggjort af fusionen mellem Plan Danmark og BØRNEfonden i 2018, og PlanBørnefondens strategiske partnerskaber med donorer som Danida, Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond, LEGO Fonden og EU.

    Da Plan Danmark og BØRNEfonden fusionerede, var det med en vision om at skalere både rækkevidde og resultater af det globale arbejde for børn og unge, ved at tiltrække store bevillinger fra institutionelle donorer og private fonde.

    Og det nye årsregnskab viser, at det er lykkedes.

    “Vi mærker nu effekten af fusionen. 1+1 er faktisk blevet til 3. Det er utroligt sjældent, at det er tilfældet for fusioner. Og vi har mange visioner for fremtiden, så vi kan sikre, at vi reelt gør en forskel der, hvor der er behov. Det kræver kapital, muskelkraft og volumen”, siger bestyrelsesformand Stine Bosse.

    Nye strategiske partnerskaber og loyale sponsorer er nøglen

    I 2021/2022 har PlanBørnefonden blandt andet lanceret et nyt stort samarbejde med Novo Nordisk Fonden i Jordan, et nyt strategisk partnerskab med Danida (Udenrigsministeriet) i Vest- og Østafrika, et nyt partnerskab med EU samt styrket sit partnerskab med Poul Due Jensens Fond og LEGO Fonden.

    Med de strategiske partnerskaber, har PlanBørnefonden sikret størstedelen af sin finansiering for de næste fire til fem år. Og hertil kommer også en stor loyalitet blandt fondens danske sponsorer, som støtter et sponsorbarn med et fast beløb hver måned.

    “De nye strategiske partnerskaber og den loyale støtte fra vores private sponsorer har en enorm betydning, særligt i en tid, hvor verden er præget af eskalerende klima-, økonomisk- og fødevarekrise. Her er det vigtigere end nogensinde at hjælpen kommer ud på effektiv vis”, siger administrerende direktør i PlanBørnefonden Dorthe Petersen.

    Ny ledelse med solid erfaringsballast

    Sidst men ikke mindst, har PlanBørnefonden arbejdet med tydelig og synlig ledelse over de seneste år. Og med en stærkere ledelse er det lykkedes at skabe vækst på tværs af indtægtskilder og fokusområder med bl.a. fokus på digitalisering, datadreven forretningsudvikling og dokumentation af resultater.

    “Ledelsen har bidraget med solid erfaringsballast på både det strategiske og ledelsesmæssige niveau. De kommunikerer meget tydeligt og har et stort ledelsesmæssigt vingefang”, afslutter Stine Bosse.

    Læs hele PlanBørnefondens årsrapport for 2021/2022 her: https://planbornefonden.dk/aarsrapporter/

    Kontakt:

    Head of Communication Signe Holme email: Signe.Holme@planbornefonden.dk

    Head of Public Affairs and Policy Sofie Lindkvist Enstrøm tlf.: 53656270 email: sofie.enstroem@planbornefonden.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/planbornefonden-saetter-indsamlings–og-uddelingsrekord?releaseId=13665616

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **