PRM / Mere samkørsel giver store klimabesparelser

    Pressemeddelelse fra Vejdirektoratet

    Mange vil nok få sig lidt af en overraskelse, hvis de går ud i den friske morgenluft og tæller, hvor mange mennesker der sidder i de biler, der er på vej til arbejde.

    I omkring 9 ud af 10 biler er samtlige passagersæder nemlig tomme, og det er udtryk for, at kapaciteten i den danske pendlertrafik ikke bliver udnyttet særlig godt.

    Vejdirektoratet har haft kuglerammen fremme og regnet ud, at hvis 10 procent af alle solopendlere begyndte at køre sammen, så ville Danmark spare cirka 200.000 ton CO2-udledning om året. Det svarer til den årlige opvarmning af cirka 35.000 parcelhuse med oliefyr og til omkring 0,5 procent af den samlede klimabelastning i Danmark.

    Afdelingsleder Andreas Egense, Vejdirektoratet, siger:
    “Biltrafikken står for en stor del af Danmarks CO2-udleding. Derfor er det relevant at tænke i nye baner, når det kommer til transport, og her kan samkørsel gøre en forskel. Selvfølgelig er det ikke alle, der kan give et lift til en nabo eller kollega, men hvis man kan gøre det uden stort besvær, så synes jeg da, at man skal give det en chance. Når vi deler vores køretur med en anden bilist, så er der én bil mindre på vejene, og det giver en halv så stor klimabelastning hver gang.”

    Som en del af kampagnen “Hvorfor ikk’ følges, når vi skal samme vej” har Vejdirektoratet udarbejdet en samkørselsberegner. Her kan pendlere og andre nysgerrige sjæle indtaste deres oplysninger og se, hvor mange penge – og det kan være rigtig mange – og hvor meget CO2 man sparer ved at køre med hinanden.

    Beregn din klimagevinst med samkørselsberegneren

    Mindre trængsel = samfundsgevinst

    Hvis 10 procent af alle solopendlere begynder at køre sammen, betyder det, at mange kommer hurtigere frem, når de sætter sig bag rattet i deres bil. I alt vil trængslen falde med cirka 4 millioner timer om året.

    Samkørsel i det omfang vil derudover give en samfundsøkonomisk besparelse på omkring 430 millioner kroner om året, fordi der er mindre slid på vejene, og man sparer penge på vejarbejde. Færre biler betyder færre ulykker, hvilket vil spare samfundet for store udgifter, og mindre sundhedsskadelig støj og luftforurening.

    Afdelingsleder Andreas Egense, Vejdirektoratet, siger:
    “Hvis vi ser tilbage på de seneste årtier, så har vi fået flere og flere biler, men udnyttelsen af den enkelte personbil er faldet. Det ville være rigtigt godt, hvis vi blev bedre til at køre sammen. Det giver god mening for privatøkonomien, det reducerer trængslen, og så er det en gevinst for klimaet. Nogen vil måske endda opleve, at det er hyggeligt at køre sammen med andre, og hvis man gerne vil sidde i fred og ro, kan man jo aftale det med sin samkørselspartner.”

    Ifølge Vejdirektoratets tal tegner privatbilisme sig for 5,8 millioner ton CO2 ud af i alt 45 millioner ton af den årlige CO2-udledning i Danmark.

    Kom godt i gang

    Den EU-finansierede kampagne “Hvorfor ikk’ følges, når vi skal samme vej”, der løber over tre måneder, udspringer af transportaftalen “Grøn omstilling af vejtransporten af 4. december 2020”, som er indgået mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

    Kampagnen skal få danskerne til at reflektere over deres transportvaner, oplyse om fordele ved at deles om bilerne og komme med idéer til, hvordan man så rent faktisk kommer i gang med det.

    På Vejdirektoratets kampagneside kan man læse mere om fordele ved at køre sammen og få gode råd til, hvordan man kommer godt i gang med både samkørsel og delebiler.

    Læs mere om samkørsel og delebiler

    Kontakt:

    Vejdirektoratets pressetelefon: tlf.: 51 83 33 93

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/mere-samkorsel-giver-store-klimabesparelser?releaseId=13665235

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **