PRM / Danmarks sundeste arbejdsplads ligger i Kolding

    Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension

    EWII, der har hovedkontor i Kolding og 600 medarbejdere, har i flere år arbejdet fokuseret med at skabe en sund og aktiv arbejdsplads, og nu er de netop kåret som vinder af konkurrencen, Danmarks Sunde Arbejdspladser, der afholdes af Forsikring & Pension, Dansk Firmaidræt, Dansk Erhverv og Falck Healthcare med støtte fra Spar Nord Fonden.

    Det var et enigt dommerpanel, der pegede på EWII som vinder af Initiativprisen 2022:

    - EWII's initiativ får alle med. Der er tænkt i helheder både fysisk og mentalt, og der er et bredt udvalg af tilbud, som gør, at alle medarbejdere kan deltage. Initiativet har en tydelig ledelsesopbakning, men er samtidig i høj grad båret frem af stor medarbejderinvolvering og aktive ildsjæle i form af ambassadører. Det tilfører initiativet og arbejdet med sundhed både nærhed og fleksibilitet, siger Merete Spangsberg Nielsen, direktør for Kollegamotion i Dansk Firmaidræt.

    Og det var stolte og meget glade vindere, der blev overrasket med prisen i frokostpausen i går onsdag på deres hovedkontor i Kolding.

    - Vi er enormt stolte over at have vundet prisen. For os handler det om at skabe en arbejdsplads, der styrker medarbejdernes sundhed, arbejdsglæde og trivsel. Vi vil have glade medarbejdere, der både har energi til de timer, de ligger på arbejdet, og til de timer, der lægger uden for arbejdstiden. Vi har en ledelse, der bakker 100 procent op og en gruppe engagerede sundhedsambassadører, der går forrest og står for forskellige aktiviteter både i og uden for arbejdstiden - og ikke mindst motiverer kollegerne til at være med, siger Marianne Quistgaard Iversen, HR-direktør i EWII.

    - Det er godt at få de gode eksempler frem på sundhedsinitiativer på arbejdspladserne, særligt set i lyset af, at arbejdspladsen er arena for sundhed i dag. Alt for mange danskere bliver stadig sygemeldt på grund af stress, skader eller dårlig sundhed. Den udvikling skal vi have bremset og sundhed, trivsel og arbejdsmiljø er alle elementer som alle arbejdspladser skal have fokus på. Det skal ses som en investering at have sunde og tilfredse medarbejdere, siger Karina Ransby, underdirektør i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

    - I en travl arbejdsdag kan det være svært at gennemføre gode initiativer. Men netop når der er travlt, er det ekstra vigtigt at fremme sundhed, arbejdsmiljø og trivsel på arbejdspladsen. EWII har været gode i deres kreativitet og afsætter den nødvendige tid, så deres medarbejdere får motion og bevægelse naturligt ind i hverdagen på jobbet, siger Merete Spangsberg Nielsen.

    Arbejdspladser skal lære af andre arbejdspladser
    Partnerne bag konkurrencen ønsker at sætte fokus på de mange gode sundhedsinitiativer, der er rundt om på de danske arbejdspladser. Arbejdspladserne indstiller selv deres initiativer til konkurrencen og det er konkurrencens mål, at inspirere endnu flere arbejdspladser til at følge trop til gavn for sundhed, trivsel og arbejdsmiljø.

    Udover Initiativprisen blev der også uddelt en pris til Årets Ildsjæl 2022. I denne kategori vandt Dorthe Kirkedal Hansen, afdelingsleder i Plantorama Randers, som var blevet indstillet af sine kolleger.

    Kontakt:

    Sigrid Ellegaard Foged, Dansk Firmaidræt, 53 66 11 04
    Nicolai Schacke, Forsikring & Pension, 24 24 04 02

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danmarks-sundeste-arbejdsplads-ligger-i-kolding?releaseId=13665194

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **