PRM / Bredt budgetforlig i Halsnæs

    Pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune

    Det er et samlet byråd bestående af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, som står bag den netop indgåede budgetaftale for perioden 2023-2026.

    Omdrejningspunktet for aftalen er at styrke og sikre kommunens økonomi. Det skyldes, at regeringen har ønsket at holde kommunerne i en kort økonomisk snor - bl.a. som følge af, at der skal findes flere penge til forsvaret, ligesom aktiviteten i samfundet skal ned grundet inflationen.

    Rammerne for budgettet har således været stramme. For at fremtidssikre økonomien - og dermed velfærden - har det derfor været nødvendigt at tilpasse økonomien til de nye tider. Som en konsekvens heraf sker der med budgetaftalen en række tilpasninger af den kommunale service, uden at der dermed er tale om, at serviceniveauet generelt sættes ned.

    Men budgetaftalen indeholder også en række spændende og nye initiativer med fokus på velfærd, bosætning og grøn omstilling.

    Blandt hovedelementerne i budgetaftalen er:

    • Grøn omstilling via energirenovering af bygninger og bedre infrastruktur til at oplade el-biler
    • Omlægning af undervisningstilbud på specialområdet tættere på det almindelige skoletilbud
    • Prioritering af idrætslivet med et samlet idrætscenter ved Magleblik
    • Fokus på bosætningsindsats for at få gang i væksten
    • Sikre det videre arbejde med byudviklingsplanerne for Hundested

    Samlet set vurderer borgmester Steffen Jensen, at en stram økonomistyring, ansvarlige beslutninger og en solid kassebeholdning har gjort det muligt at nå i mål med et stramt budget, hvor der fortsat kan investeres i Halsnæs' fremtids.

    "I en tid, hvor energikrisen er over os, inflationen buldrer afsted, og kommunerne er ramt af en historisk stram økonomiaftale, er jer meget tilfreds med, at vi her i Halsnæs kan tage et fælles ansvar og sammen stå bag om en budgetaftale. Det vidner om et godt samarbejde, som jeg gerne vil kvittere for. Det gavner alle i Halsnæs, og derfor ser jeg også - trods de stramme økonomiske rammer - frem til, at vi sammen fortsætter den positive udvikling i kommunen," udtaler borgmester Steffen Jensen.

    Budgetaftalen kan læses i sin helhed via linket her.

    Kontakt:

    Steffen Jensen
    Borgmester, Halsnæs Kommune
    Mobil 26 20 07 82

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/bredt-budgetforlig-i-halsnaes?releaseId=13661503

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **