PRM / Rønne Havn begynder genopbygning af kaj 

    Pressemeddelelse fra Port of Roenne A/S

    I juli blev en del af kaj 31 på Rønne Havn udsat for en underminering. Der har siden været fortaget en større analyse af den beskadigede kaj, og Rønne Havn går nu igang med at genetablere den aktuelle kajstrækning på kaj 31.

    I løbet af de næste uger vil MT Højgaard begynde at aflaste den beskadigede kajstrækning og demontere de beskadigede pæle for efterfølgende at genetablere den beskadigede kajstrækning med nye stålpæle. Arbejdet forventes afsluttet inden årets udgang, og det får derfor ingen konsekvenser for næste års anløb af bl.a. krydstogtsskibe.

    Rønne Havn har brugt en del tid på at undersøge, hvorfor en underminering af kajen kunne finde sted. I den forbindelse har havnen gennemgået de 30 år gamle projekteringstegninger og sammenholdt dem med de faktiske forhold for kajen. I undersøgelserne af de faktiske forhold er der foretaget både dykkerundersøgelser, 3D-scanninger og gennemsejlinger af kajområdet med undervandsdroner.

    “Den primære årsag til undermineringen skyldes en konstruktionssvaghed på nogle af de pæle, som er anvendt for 30 år siden. Nogle af pælene er ved kajens etablering udført med en forlængelse, som har vist sig at have et svagt punkt,” siger Jørn Nygaard, driftschef på Rønne Havn.

    Som en konsekvens af sommerens underminering har Rønne Havn igangsat en større analyse af alle havnens kajområder. Arbejdet bliver udført af Niras og forventes færdigt i december.

    Kontakt:

    Pressechef Jesper Jürgensen, 30652950, jj@portofroenne.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ronne-havn-begynder-genopbygning-af-kaj-?releaseId=13661482

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **