PRM / Kom til æblefest i den gamle købmandsgård

    Pressemeddelelse fra ROMU

    Æblet falder som bekendt ikke langt fra stammen. Så ved du, hvor du skal lede, inden du kommer til æblefest i Lützhøfts Købmandsgaard i efterårsferien. Tag en pose æbler under armen og presse dem til den lækreste friske juice, som du kan tage med hjem i køleskabet.

    I det hele taget er æblet festens stjerne, når den gamle købmandsgård alle hverdage i uge 42 fejrer efteråret. Der vil være mad, drikke og aktiviteter i mange afskygninger med æblet i centrum. Man kan lave smukke tryk, moste æbler eller lave fuglefoder med små stykker af frugt.

    Og så er der en mission for kvikke hoveder – for Benny Brugsuddeler har stålet Kim Købmands gyldne æbler, og en skattejagt skal få æblerne tilbage til rette ejermand. Der er fine præmier fra Kim Købmand som tak for hjælpen til dem, der løser sagen.

    Aktiviteterne afspejler – lige som museet – tiden omkring år 1920, og dengang var æblet også central i køkkenet, fortæller Jakob Caspersen, der er museumsinspektør i den gamle købmandsgård.

    “I efteråret har man lagt kræfter i at samle og konservere æbler til den kommende vinter. For eksempel som æblemost, der også er et omdrejningspunkt for vores efterårsfest. Går vi endnu længere tilbage i tiden, var æblerne en af de relativt få søde ting, der var til at skaffe. Derfor blev det typisk brugt rigtig meget i køkkenet til madlavning og desserter.”

    Æbleskiver som i gamle dage

    Det kan man ved selvsyn se og smage i købmandsgårdens cafe, hvor der er lune æbleskiver på menuen. Og netop æbleskiven er faktisk et af de ældste bagværk, vi kender i Danmark. Den kan spores helt tilbage til middelalderen, hvor den dog så lidt anderledes ud. Da var en æbleskive simpelthen en skive æble, der blev dyppet i dej og stegt i olie eller andet fedtstof.

    “Den moderne æbleskive, som vi kender den i dag, har jo den her helt runde form og i virkeligheden meget lidt med et æble at gøre. Sådan så de også ud i 1920’erne, men her kom man ofte et lille stykke æble ind i midten. Det er selvfølgelig den type æbleskiver, man kan smage på købmandsgården.”

    Er man ved at være mæt af æbler, er der masser af andet at give sig til. Et par smukke og venlige Frieserheste står klar til at blive klappet på mulen, inden de trækker den gamle hestevogn på en tur rundt i det historiske Roskilde, og i den gamle købmandsbutik lokker et kræmmerhus med søde bolsjer, mens slagterne disker op med lækkerier fra den historiske pølsevogn.

    Til de historisk interesserede er der mulighed for, ganske gratis, at komme på introduktionsture i både den gamle købmandsgård eller på Håndværksmuseet.

    Tid, pris og sted

    17-21 oktober, alle dage kl. 11-15

    Priser: Gratis adgang til købmandsgården.

    Hestevogn: Børn 30 kr., voksne 40 kr.

    Materialepriser fra 20 kr.

    Mad og drikke fra 20 kr.

    Lützhøfts Købmandsgård, Ringstedgade 6-8, 4000 Roskilde

    Kontakt:

    Museumsinspektør, Lützhøfts Købmandsgård Jakob Caspersen tlf.: 29 32 75 42 email: jakobc@roskilde.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/kom-til-aeblefest-i-den-gamle-kobmandsgard?releaseId=13661110

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **