PRM / Yderligere 140 millioner kroner i ekstraordinært tilskud til trafikselskaberne

    Pressemeddelelse fra Transportministeriet

    For at understøtte den kollektive transport i hele Danmark har regeringen besluttet, at der i 2023 gives et ekstraordinært energiforsyningstilskud på 140 millioner kroner. Tilskuddet ydes oveni de 125 millioner, der i september blev besluttet at tildele i ekstraordinært covid 19-tilskud.

    Store dele af den kollektive transport oplever igen fremgang i passagertallene efter covid-19. De regionale trafikselskaber, har dog fortsat udfordringer med passagertal og de høje energipriser. Derfor har selskaberne anmodet om støtte for at undgå at nedlægge ruter.

    Samtidig med de i alt 265 millioner i ekstraordinært tilskud er der indkaldt til møde i november, hvor det skal drøftes, hvordan de regionale trafikselskaber skaber bedre, mere fleksible og attraktive bustilbud for borgere i hele landet.

    – Der skal være god kollektiv trafik i hele Danmark. Derfor har vi besluttet at yde et ekstraordinært tilskud på 140 millioner til dækning af højere energipriser. Beløbet gives oveni de 125 millioner, der allerede er besluttet tildelt til trafikselskaberne som ekstraordinært covid 19-tilskud. Men det er samtidig afgørende, at der kommer flere passagerer i busserne. Målet er ikke, at der skal køre store tomme busser rundt i Danmark, men at danskerne skal finde den kollektive transport attraktiv. Derfor er det afgørende, at trafikselskaberne arbejder målrettet med at sikre attraktive tilbud, så situationen ikke er den samme de kommende år, siger transportminister Trine Bramsen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/yderligere-140-millioner-kroner-i-ekstraordinaert-tilskud-til-trafikselskaberne?releaseId=13661088

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **